!80. okt. 2019 Hew Hampshire, første lille bid

Så forlod jeg mit ensomme logi - og kattelugten - dernede i hummer-land. Retfærdigvis skal det siges, at jeg endte med at føle mig rigtig godt hjemme. Sådan noget med nattøj og værtens sutsko og kaffekrus i hånden ud at kigge efter vaskebjørne og fugle i morgenens rimfrost.

Jeg nåede lige at få en ordentlig omgang morgen-tåge med og så førte Moose og Viola mig ellers i skønt samarbejde mod nordartpiloten  øst, mod White Mountains. Det er stadig en helt ny oplevelse at forlade sig på, at Viola véd, hvor vi er, for jeg gør ikke nødvendigvis! Ikke at køre efter et decideret vejkort gør op med min gammelkendte måde at orientere mig i verden på og får mig til at føle, at jeg har sluppet overblikket og kontrollen - og det er lettere angstprovokerende! Tænk, hvis teknikken faktisk glipper, så er jeg på rø...! Men hun virker stabil og troværdig, den gode Viola og jeg har vænnet mig til hendes danske udtale af stednavnene!  Det giver lidt en YES-følelse at slippe kontrollen og mærke, at det fungerer. Moose fortæller åbenbart selv betalingsstederne ved motorvejene, at hér kommer en turist, der afregner senere. Han fortæller også hele tiden, hvor stærkt jeg må køre, men ned-justerer dog ikke selv fartpiloten.. Hastighedsgrænserne er lave..! I det mindste har jeg knækket koden. Så med styr på fartpiloten og anden elementær teknik er det en stor fornøjelse at være selvkørende.

Og sikke natur der er. Det ER lidt langt henne i sæsonen, i hvert fald har sidste uges storm efterladt nogle træer helt ribbede for blade, men der er stadig kaskader af vidunderligt løvfald. Præcis som jeg havde drømt om! Og udover selve synet er der oplevelsen af lyset - det føles nærmest som at  køre gennem glødende, gylden honning. Lyset er umuligt at fastholde på billeder, men følelsen bliver siddende i sindet.

Ét af mange farm markets. Nu står jeg så ikke lige og skal bruge et græskar - men malerisk!

Destinationen var den lille by Conway lige ved starten af vejen Kancamagus, den berømte vej som jeg gerne vil følge gennem White Mountains. Det er en hyggelig, lille amerikanske by med brandstation, bibliotek, togstation etc. Og så mit nye logi - Covered bridge Inn. 

Dér, i karnappen lige under tårnet til højre bor jeg. I et kæmpe værelse med 6 vinduer, og et bittelille badeværelse.  Og selvom det ligner noget fra en gyserfilm, er det jordens hyggeligste sted. 

Man kokkererer selv, hvis man vil. Det her komfur dog i udu - men tydeligvis født med huset. Åhh, de gamle drømme om et pensionat vågner igen - skønt her er voldsomt forfaldent og pivende utæt. Men tingene fungerer og charmen er i top!

Mit læsehjørne, når nu uvejret de næste dage kommer til at rase. 

Stedet blev valgt tilfældigt i airbnb udfra prisen (lav) og beliggenhed: lige ved Kancamagus, og ikke mindst - i nærmest spytteafstand fra ikke mindre end to af de eftertragtede overdækkede broer!

Lige henne om hjørnet, og jeg har kørt der!

Måske 50 meter fra hoveddøren - men kun til pynt.

Hvilken fantastisk bygningskunst.

Hjemmefra var bestilt 2 nætter med plan om at  køre gennem nationalparken onsdag. Men onsdag varsles heldagsregn og storm, så jeg har booket én nat mere. What’s not to like?