White Mountains er en bjergkæde, der som en udløber af Appalacherne dækker næsten 1/4 af New Hampshire og lidt af Maine. Flere af tinderne har navne efter amerikanske præsidenter med Mount Washington som det højeste i hele New England. En stor del af området er udnævnt til National Forest og igennem denne del går ruten Kancamagus, der regnes for én af de smukkeste vejstrækninger i hele USA, ikke mindst nu: under fall foliage - løvfaldet. Denne strækning har jeg længe drømt om at opleve!
Dagens adgangstegn på plads i frontruden - go! Jeg glæder mig vildt til dagens naturoplevelser.
Navnet Kancamagus betyder “Den frygtløse” - sådan havde jeg det også lidt.. Han var en fredselskende, fremsynet indianer, en brav mand der nok kunne lægge navn til det store projekt. Folk, der boede i området, havde altid brugt floddalen til langsommelig, farefuld transport. I 1898 var jernbanen blevet ført fra Boston til Conway, hvad der bragte en bølge af turister til stedet. Dermed blev behovet for en vej gennem dalen endnu større. Denne vej stod færdig i 1959. begivenhederne bliver gennmgået ved rastepladserne undervejs - min dovenskab omkring dét at læse engelsk gør, at jeg kun fik lidt af historien med... Men nyde udsigterne gad jeg godt!
Moose i sit rette element.
Lover Falls, tæt på Conway
Hele turen fra Conway til Lincoln er kun 34 miles lang - og helt problemfri at gennemføre! Jeg véd ikke, hvor jeg havde fået dén der urealistiske “bjergkørsel-skræk” fra? Moose klarede det i bedste stil, mens Viola valgte at stå af. Men pyt med det, det må være svært at fare vild på vejene. Lidt nemmere på stierne, tænker jeg... Jeg holdt mig til den store vej bortset fra en enkelt afstikker ad en sidevej, der lød bare lidt vild - den lukker om vinteren. Det lød da spændende at forcere Bears Notch - men også det var rørende nemt! Bjørne så jeg ingen af - desværre... tror jeg nok?
Området ideelt til mange slags sport, men var nu glad for ikke at være på cykel!
Stigningerne var ikke voldsomme,
Og serpentinersving var der kun få af!
Egentlig var det jo meningen, at jeg skulle ud at hike på nogen af de mange, meget fint afmærkede trails.. Men bortset fra nogle kilometer ved Hedgehog Hill, svigtede modet igen lidt. For selvom her angiveligt passerer op mod 4000 køretøjer om dagen, syntes jeg stierne, så flotte de end er, virkede for øde. Sådan lidt en kombination af elge-, bjørne- og deerhunter-skræk....
Og anden sport gik heller ikke an ;-)
Som sagt synes jeg, kørslen var super nem, men SÅ højt ligger vejen heller ikke. Det højeste pas på små 3000 feet er lidt under 1000 meter. Ikke desto mindre trykkede det lidt for ørene på vej op, og udenfor Moose var det blevet hundekoldt og blæsende. Sjovt også at opleve, at heroppe var løvfaldet et stort set overstået kapitel!
Og så var jeg alt for hurtigt ude af nationalparken igen - de havde minsandten hejst Dannebrog for at fejre, at jeg “klarede turen”. Men så var det også om at finde en snasket diner i en fart for at få stillet sulten, med varm æblecider til. For selvom jeg ikke gik voldsomt langt, var jeg ude og inde af bilen utallige gange - der var så fantastisk smukt stort set overalt ❤️
Det var en fabelagtig flot tur, og havde jeg ikke kørt alene, havde jeg brugt nogle af alle vandre-mulighederne. Én af de ting, jeg virkelig synes, var dejligt, er det totale fravær af turist-gøjl. 34 miles uden skyggen af spisesteder, butikker eller tankstationer. Kun ren natur - nå ja, og osende biler...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar