torsdag den 13. februar 2020

188. USA okt. 2019. Lidt af det løse



Når man, som jeg i denne omgang, kører rundt uden alt for faste planer, sker det at man falder over noget, man slet ikke vidste, var der. Hurra for airbnb-værters anbefalinger - og for Google!

Jeg var som barn en rigtig læsehest og én af de bøger, der gjorde stort indtryk på mig var Harriet Becker Stowes “Onkel Toms hytte”. Det var én af de bøger, jeg selv havde. Udgaven var med stiv, blank indbinding med et imponerende billede på forsiden og vist også enkelte stregtegninger indeni. Den åbnede helt af sig selv på dé sider, der var lettere vandskadet af alle de tårer, jeg tudede over netop dem! Den var såmænd også god, hvis jeg trængte til at græde lidt i almindelighed... Men jeg anede i hvert fald ikke, at den havde haft stor indflydelse på historiens gang, som en øjenåbner omkring slaveriet. Den var ligefrem  stærkt medvirkende til Den amerikanske Borgerkrigs udbrud.  Becker Stowe skrev bogen i 1852,  hvor hun og hendes familie boede i Brunswick nær Maines kyst. Huset ligger der endnu som museum, og selvom der var lukket, kunne man kigge ind i værelset, hvor hun skrev bogen. Dén oplevelse drømte lille Rie da vist aldrig om at få - selvom bøgerne nok har det største ansvar for min rejselyst!

Huset i Brunswick


På jagt efter overdækkede broer, dukkede der pludselig et skilt op ved highwayen med Indian Museum. Jeg har set store, flotte museer om indianere i både New York og Washington, så jeg syntes det kunne være sjovt at se et i New Hampshire også. Det var både godt og spændende, omend de kunne lære lidt om formidling af Moesgård 😉 Til gengæld synes jeg egentlig, at beliggenheden på et bjerg i New Hampshire, gjorde emnet mere nærværende end museerne i storbyerne! 



Så var der alle de gårdbutikker, der tilfældigt dukkede op i Maines og New Hampshires landbrugsland. Selvom jeg ikke lige stod og kunne bruge et bundt porrer, var disse Farm Stands spændende at besøge. Mange af dem havde lækker,  hjemmepresset æblemost - og tærter..







Ingen kommentarer:

Send en kommentar