Det erklærede formål med turen herover var for mig, som for utallige andre turister, at se fall foliage - løvfald. Og så jeg så dét? Ja, i allerhøjeste grad! Jeg har tilbragt tiden i et løvfald så prægtigt, at jeg næsten ikke kan rumme det. Der har været flammende, gyldne farver overalt. At køre gennem skovene har været som at køre gennem lun gylden honning - jeg har slet ikke kunne få nok!
Præcis så gyldent som dette ahornsirup-bolche har lyset været!
På mainefoliage.com er der et kort, hvor man kan følge løvfaldet i Maine. Foruden mange andre nyttige ting, f.ex. billeder af alle de forskellige typer blade. Sandheden er, at det nok havde været endnu bedre en uge eller to tidligere. Eller i hvert fald før dén storm, der rasede, da jeg lige var kommet... Oppe i bjergene var der steder, hvor træerne stod helt ribbede. Men der var stadig uendelige mængder visne blade at svælge i! En ældre landmand, jeg talte med lige ved starten af Kancamagus fortalte, at forholdene, der giver et smukt løvfald har været helt optimale i 2019. Dét tror jeg på - smukkere natur-fænomen findes næppe. Så selv en uge eller to for sent, har jeg sjældent haft en mere klar følelse af rette tid og sted ❤️
Og billederne yder slet, slet ikke virkeligheden retfærdighed!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar