Indholdsfortegnelse

Velkommen til min rejseblog!

Som navnet vel siger, handler den om, hvordan jeg helt subjektivt oplever verden, når jeg, en glad besse-mor, rejser alene rundt med min backpack. Uden ret mange penge, uden ret mange sprogkundskaber, uden ret meget konkret "viden" - men med masser af nysgerrighed og gå-på-mod.

De fleste rejser ser som backpacker, men også bl.a. et familiebesøg i Grønland og besøg på foreløbig 5 af danmarks punkter på UNESCO´s kultur-verdensarvs-liste. Samt nogle europæiske storbyrejser med overvejende fast bopæl.

Bloggen er helt uden reklamer eller andet "spam", men er heller ikke hverken hel- eller semiprofessionel!

Der er rigtig mange afsnit, så for at kunne spotte, hvad du har mest appetit på, kommer her en liste over afsnittene. God tur :-)

Grønland: Afsnit 64-73
Madrid: afsnit 156-158
Malaysia: Afsnit 18-36
Portugal: Afsnit 160-166
Sicilien: Afsnit 119-125
Singapore: Afsnit14-17
Sri Lanka: Afsnit 126-151
Thailand, Nord: Afsnit 1-12
Thailand, Syd: Afsnit 101-118
Toscana: Afsnit 168-172
Usa: afsnit 74-99 og 173-192
Vietnam: Afsnit 37-63

Unesco´s Verdenskulturarv i Danmark: Afsnit 152-155 +159

192. USA okt. 2019. Boston

I går var jeg oppe på bjerget! Mount Washington? Nej, Beacon Hill - Bostons absolut mest mondæne kvarter hvor de gamle rødstens-huse langs brostensbelagte gader klamrer sig til bjerget og deres egen, gammeldags fornemhed.  Dét forhindrer nu ikke beboerne i at gå halloween-amok! Lige Boston har jeg vist ikke rigtig noget litteratur-forhold til. Men dér i det gamle kvarter, leger fantasien alligevel med billeder af damer med krinoliner på vej fra lukkede hestevogne til blanke hoveddøre... Her er meget charmerende og dét gælder også kvarterets små specialbutikker.

Boston er en smuk by, hvor de gamle, historiske bygninger står i stærk kontrast til storbyens ultra-moderne byggeri. Centrum er nem at finde rundt i og subway-systemet godt udbygget.

Midt i byen ligger en imponerende bypark, 

Her er velforsynet med biblioteker. Både det nationale, med sin imponerende gårdhave,

-og det lidt mindre. Bemærk at bøger promoveres som sådan en slags drugs.....

Har man hang til tv-serien Sams Bar, er det også her, man finder de autentiske kulisser

 Morgenmad i  Chinatown og frokost i Little Italy - dog uden følelsen af at Al Pacino træder ind af åd døren om lidt , som jeg følte i  NY’s Little Italy. Men hov, der ér han jo...

 

- sammen med mine gamle bekendte Jefferson og Lincoln fra Independent Hall i Philadelphia!

- og Martin og Barrack, som jeg ‘mødte’ i Washington! Donald var der også, men han var ikke med i billedet, da jeg var her sidst! .

Joh, Wonderland Waxmuseum er et afslappende sted at tilbringe lidt tid, og hyggeligt er det at få genopfrisket sidste besøg i Staterne. 

I det hele taget er Boston en spændende by med masser af underholdning og historie, der er en vigtig del af hele den Amerikanske historie. Det er hér,  man kan følge Freedom Trail, en vandrerute, der fører forbi utallige, vigtige, historiske steder i forbindelse med USA’s uafhængighed. Dén bør man helt bestemt opleve! Men oprigtig talt - jeg orker ikke. Jeg går lidt kold på alt dét, man burde... Og på storbyens overdrevne forbrugs-fokus. Så jeg slentrer mest bare rundt, kigger på livet omkring mig, hænger ud på café’erne og fordøjer de mængder af skønne naturindtryk, jeg har fået på denne ferie. Boston bliver nok liggende til en anden gang...

191. USA okt. 2019. Maden, selvfølgelig... 😂

Maden - jamen behøver man overhovedet at spise spise rigtig mad, når man er i fast-food’ens hjemland? Landet hvor reolerne med kage, slik og chips er kilometer-lange.. Hvor der er fedtet fast-food at få overalt! I hvert fald har jeg ikke holdt mig tilbage, hvad dét angår! Mine madvaner har helt klart ikke været noget st skrive hjem om....😉

Fast-Food til morgenmad: pizza med bacon og æg. 

Burgere i enhver afskygning. Her kalkun med ananas, syltede rødløg og usandsynligt lækker mayo med ahornsirup. En dag var planen endnu en burger på en diner, men så duftede der så godt af dagens ret, stegt lever med løg, at det kom på bordet.  

Friske, sprøde æbler fra Shaker-landsbyen. Og en bil at opbevare dem i! What’s not to like, så lidt sundt har jeg da fået. Lidt 

En spidstegt majs-kylling fra den lokale Walmart. De fleste airbnb’er har adgang til køkken. Dén her kylling blev delvist guffet i det hyggelige køkken i mit “spøgelseshus” ved broerne. 

Og då var hummer jo på to-do-listen! I første omgang i form af én af de berømte lobster-rolls - nærmest en hotdog fyld med lækkert hummerkød og ikke andet. Bortset fra mængder af smeltet smør eller mayo ;-)

Men man kan ikke besøge Maine uden at prøve deres verdensberømte hummere i hel stand!

 Så så man lige Besse med hagesmæk og nøddeknækker - SÅ klar til hummer 😄 Og det er ikke øl i glasset, men lokal æble-cider. Meget lækkert! 

Det rene guf, siger jeg bare 😋

Åh nej, de her peanut-tærter med hvid eller mørk chokolade smager vildt godt! Hvis nogen véd, om de kan købes i Danmark - så lad venligst være med at fortælle mig det! De er vanedannende, til det kvalmende! 

Altså seriøst ikke særlig spændende mad, bortset fra hummeren og en omgang crabcakes. Men jeg har smagt Maines og New Hampshires specialiteter: hummer, krabber, mælkeprodukter - incl. gedemælk - æbler, blåbær og ahornsirup. Og har stanget tænder med en anden af Maines berømte produkter- tandstikkere (Ahr, det var nok mere før plastic-alderen, at de var USA’s største producent af netop den vare?) Så jeg synes, at jeg madmæssigt har fået, hvad jeg kom for. 

190. USA okt. 2019. Overdækkede broer

Indrøm det nu bare - de fleste af jer kvinder har også snøftet over filmen Broerne i Madison County. Om ikke over Clint Eastwood, så over de fantastiske, overdækkede broer 😉 Madison ligger ikke i New Hampshire (i Iowa tror jeg), men her er en overflod af andre overdækkede broer. At se nogle af dem, var også ét af mine mål på denne rejse. Og jeg må da sige, at jeg har haft en hel pæn række af dem i søgeren. Smukke og dragende hver og én i deres varierende grader af forfald.  

Den allerførste lå lige ved siden af hotellet i Conway. Den hedder Swiftt River Bridge og er fra 1869. Det var en overvældende følelse endelig at stå på én af de broer, jeg havde drømt om at indlemme i min bro-samling. Og kun en anelse skuffende, at den så ikke bliver brugt mere.. Til gengæld fik jeg så bedre mulighed for at beundre den smukke konstruktion indefra.

I brug er til gengæld denne, Saco River Bridge, der også ligger i Conway - lige på den anden side af hotellet endda. Moose og jeg kørte over den, hver gang vi var nordøst ude af byen. Skønt broerne kun ligger nogle hundrede meter fra hinanden, er det to forskellige floder, de krydser. 

Også i området, lige nord for North Conway,  fandt jeg  Bartlett Bridge.  Den er autentisk og flot, pænt malet endda - men det tager noget af charmen, at den er fyldt op med handels-tingeltangel!

Det var vist, hvad jeg fandt i Maine. Men så var der jo New Hampshire! Jeg kørte gerne omveje for at finde broerne, men kan - som med fyrtårnene - næppe gøre klart rede for, hvad der er hvad og hvor gamle de er. Det betyder heller ikke noget for mig, det skal ikke bruges til noget konkret. Det er mere glæden over at have set dem, der tæller, bevidstheden om at have lyst til noget skørt - og så gøre det. Broerne er helt klart en vigtig brik i mit indre billede af New England.

Men denne lidt klodsede udgave ved Contoocook River Bridge (mon ikke dét er et indiansk navn?) undrer mig meget, for der står, at det var en jernbanebro! Man véd ikke med sikkerhed, hvorfor broerne overhovedet blev overdækkede. Man mener, at det enten var for at hestene ikke skulle blive bange for det brusende vand, eller simpelthen for at beskytte køreplankerne mod vind og vejr. Jeg hælder meget til dét med hestene, det lyder mere romantisk! Men lokomotiverne blev vel for pokker ikke bange for vandet...,? Men selvfølgelig har den nok været brugt  til både heste og tog? 

Her er der nævnt både arkitekt og tømrer. Der ligger et lille museum i forbindelse med broen. 

 Jagten på broer blev ret udbytterig. Jeg ved ikke helt, hverken hvor mange der er, eller hvor mange jeg faktisk så. Er man videbegærlig nok, er der ellers meget læsestof om dem - på engelsk .. Desuden er de nummererede, så man kan krydse af på en liste efterhånden, som man ser dem. Men dybest set er de ikke vanvittigt forskellige hverken i udseende eller historie. Men fascinerende, synes jeg stadig, de er. Og uden undtagelse ligger de smukt og giver nogle gode motiver til fotografering eller malerier. 

Hvis jeg nogensinde kommer til New England igen, vil jeg helt sikkert på bro-jagt igen. 

Og så jeg ikke Broerne i Madison Country, så så  jeg da Clint Eastwood - i næsten egen  person 😉

189. USA okt. 2019. Fyrtårne

Ét af mine erklærede mål på denne tur var at se fyrtårne langs kysten. Dét har jeg bestemt også gjort! Men når man kommer fra Danmark, der kan præstere imponerende fyrtårne som dem ved Rubjerg knude og Dueodde, syner de fleste af dém i Maine nu ikke af så meget 😉 Der er ikke mange af dem, jeg kan forestille mig som omdrejningspunkt i romaner eller film - men charmerende er de stadig og som regel smukt beliggende!

Fra Boothbay tog jeg på båd-rundtur for at se fyrtårne. Det første lige udenfor havnen blev ikke engang nævnt! Det er ellers en meget smuk, lille bygning på en ø midt i indsejlingen - omend ikke så tårnagtig! Dét med tårn er selvfølgelig også dansk - her hedder det jo lighthouses..

På den stolte skude Pink Lady med Boothbay bagude. 

Det fineste lille lightHOUSE lige udenfor havnen

Boothbay Harbor har gennem tiderne været én af Maines vigtigste fiskerihavne, lidt gemt af vejen for stormene. Men samtidig også gemt bag utallige klipper og skær. Det gjorde bygning af de mange lighthouses nødvendig.

Ram Island Lighthouse, ikke at forveksle med Ram Islands Ledge Lighthouse! Der er langs Maines kyst ikke mindre end 21 øer, der hedder Ram Island. Navnet betyder bare øen, hvor man sætter væddere i karantæne.  Fyret er bygget omkring 1882 efter mange års tovtrækkeri om nødvendigheden. Det har været tjenestebolig for hele familier, gisp der er øde og forblæst! 

Burnt Island lighthouse

Den søde, engelske dame, der solgte billetter til turen, anbefalede mig at køre til Pemaquid Point for at besøge fyrtårnet dér. Der er et museum og adgang til tårnet. Så jeg tog den 50 km lange køretur - og fandt tårnet lukket for sæsonen og det lille museum hurtigt overset. Men et smukt beliggende tårn er det helt bestemt. Hverken vind eller højde havde betydet spor for at komme derop - men lukket var der. Og selvom det var stille vejr, fornemmede jeg sagtens Atlanterhavets kraft. Jeg har læst, at man kan leje feriebolig på etagen over museet. Dét ville jeg gerne ha’ vidst...

Tidligere brugt linse fra fyret. 

 På turen tilbage fra New Hampshire til Portland var der tid til at besøge det smukke Nubbles Lighthouse. Og se - dét taler til fantasien, som det ligger dér på sin lille klippeø med fyrmester-boligens røde tag ved siden af!

Nubbles Lighthouse

Samtidig tog jeg også lige en tur til Coney Island, ligesom dengang i NY. Godtnok kun Maines Coney Island, og nogen mener endda, at det slet ikke er dér, men ude på én af de større øer. Forladt og lidt trist var det selvfølgelig sådan en morgen udenfor sæsonen. Men stranden dér, Old Orchard Beach er med sine 11 km badestrand meget imponerende. 

 Maine’s Coney Island - måske?

Old Orchard Beach

Tilbage i Portland var det tid for et besøg på Cape Elisabeth for at se det éne af Portlands to lighthouses, Portland Head Lighthouse. Det kønneste af dem alle og kystens vigtigste. Det ligger, som flere af de andre fyrtårne, som del af militær kystsikring. Men også omgivet af en stor, smuk park hvor der forskes i klima-sikring.

Portland praler meget af sine to fyrtårne, så jeg snuppede dem begge, mens jeg havde Moose endnu. På vejen ud til turens allersidste fyrtårn kom tre store, smukke hjorte spadserende over vejen. Endelig nogen lidt større dyr end flokke af grå egern, de mange søde jordegern - der ser ud præcis som Chip & Chap - og alle hundene i airbnb’erne 😉

Portland Head Lighthouse på Cape Elisabeth. Det blev bygget i 1791 og er dermed det ældste fyrtårn i Maine. Det ligger meget flot og hvis det ellers ikke stormer, eller man har en airbnb-aftale på klokkeslet, kan man komme op og nyde udsigten. 

Portland Head - direkte fra Apple -map!

Spring Point Ledge Lighthouse, Portland 2. ’fyrtårn’.

 Uanset om en by lige har sit eget Lighthouse eller ej, pynter et fyrtårn eller to da i bybilledet :-)

Jeg har ikke tal på, hvor mange fyr jeg egentlig fik set. Og jeg kan med garanti ikke skelne dem alle fra hinanden! Men samlet set har de givet mig et fantastisk billede af dén lille bid af Maines kyst, jeg nåede at opleve. De har efterladt en dejlig fornemmelse sf vindens susen og den salte luft. Ikke helt hvad jeg forestillede mig, men et rigtig dejligt minde. 

188. USA okt. 2019. Lidt af det løse

Når man, som jeg i denne omgang, kører rundt uden alt for faste planer, sker det at man falder over noget, man slet ikke vidste, var der. Hurra for airbnb-værters anbefalinger - og for Google!

Jeg var som barn en rigtig læsehest og én af de bøger, der gjorde stort indtryk på mig var Harriet Becker Stowes “Onkel Toms hytte”. Det var én af de bøger, jeg selv havde. Udgaven var med stiv, blank indbinding med et imponerende billede på forsiden og vist også enkelte stregtegninger indeni. Den åbnede helt af sig selv på dé sider, der var lettere vandskadet af alle de tårer, jeg tudede over netop dem! Den var såmænd også god, hvis jeg trængte til at græde lidt i almindelighed... Men jeg anede i hvert fald ikke, at den havde haft stor indflydelse på historiens gang, som en øjenåbner omkring slaveriet. Den var ligefrem  stærkt medvirkende til Den amerikanske Borgerkrigs udbrud.  Becker Stowe skrev bogen i 1852,  hvor hun og hendes familie boede i Brunswick nær Maines kyst. Huset ligger der endnu som museum, og selvom der var lukket, kunne man kigge ind i værelset, hvor hun skrev bogen. Dén oplevelse drømte lille Rie da vist aldrig om at få - selvom bøgerne nok har det største ansvar for min rejselyst!

Huset i Brunswick

På jagt efter overdækkede broer, dukkede der pludselig et skilt op ved highwayen med Indian Museum. Jeg har set store, flotte museer om indianere i både New York og Washington, så jeg syntes det kunne være sjovt at se et i New Hampshire også. Det var både godt og spændende, omend de kunne lære lidt om formidling af Moesgård 😉 Til gengæld synes jeg egentlig, at beliggenheden på et bjerg i New Hampshire, gjorde emnet mere nærværende end museerne i storbyerne! 

Så var der alle de gårdbutikker, der tilfældigt dukkede op i Maines og New Hampshires landbrugsland. Selvom jeg ikke lige stod og kunne bruge et bundt porrer, var disse Farm Stands spændende at besøge. Mange af dem havde lækker,  hjemmepresset æblemost - og tærter..