Efter Sri Pada følte jeg mig klar til at gå til verdens ende og tilbage igen. Og jeg gjorde det! Dermed er endnu et punkt fra UNESCO's Verdenskulturarv-liste føjet til min liste!
Her indtog jeg madmors tiltrængte ma'pakk' og kom lidt til hægterne for så at vandre videre til det flotte vandfald Bakers Fall. Da jeg havde glemt at tisse a' før start, overvejede jeg at smutte om bag en busk. Men så kom jeg i tanker om, at Sri Lanka udover en 1.-plads på listen over lande med flest døde af giftige slangebid, også huser verdens monster-største edderkop - så kunne jeg godt holde mig! Denne strækning syntes jeg var fysisk ret hård..,
Med taxi herfra kl 5:30 for at opleve nationalparken Horton Plains fra morgenstunden, fordi bjerget ofte indhylles i tåge senere på dagen. Først 1 1/2 time gennem frodigt landbrugsland med en veloplagt driver, der fortalte løs om alle de grøntsager, der dyrkes, og te. For ikke at tale om mejeriet, der fremstiller ost og tørmælk. Så ad smalle, snoede veje op ad Det sorte Bjerg for at nå det flade plateau øverst: En del af Horton Plains, en nationalpark, der dækker ca. 10.000 hektar. Og hvilke hektarer! Bølgende græssletter og mørk skov. Nationalparken omfatter også de to højeste bjerge i landet. Et eldorado for botanikere og ornitologer, med flere 'arter' der i hele verden kun findes her.
Da først der var løst billet for både mig, driver og bil (210 kr) kørte vi ind. På vejen frem så vi en del store, smukke hjorte. Noget á la Sambat kaldte driveren dem - og drillede mig med, at jeg måske ville møde bjørne, vildsvin eller en leopard. Næppe, det er den eneste nationalpark, man må vandre i! Fremme ved starten på trailen, tror jeg nok, min driver argumenterede med 'min høje alder'! til at få en p-plads tæt på indgangen... men så pyt da, især fordi han huskede mig på vandrestaven. Og så afsted.
Først lagde jeg mig i baghjulet på en gruppe med guide - ville da så nødig blive væk i alle de hektarer! Men jeg overhalede nu hurtigt - var ikke kommet for at lytte til 'japanske fnise-gæs'! Fuglesang derimod, overvældende.
For én hangs skyld var skiltningen også ret tydelig, og stien var nem at finde. Men ret udfordrende at forcere, skulle det vise sig. Også fraregnet at Besse har ret ømme efter-Sri-Pada-ben, skulle jeg mene...
Førdt mindede området egentlig lidt om Bornholm - men så åbnede skoven sig og jeg fik en forsmag på Verdens Ende: Little World's End. Og så kunne selv Jons Kapel ikke rigtig være med! 270 meters frit fald!
Og blot et kvarters vandring længere fremme - World's End. 870 meters frit fald. Frit som i lige ned og helt uden gelænder. Wow, det sugede godt i maven, og sikken udsigt. Under optimale forhold kan man se Det indiske Ovean. Så klart var det dog ikke i dag.
Her indtog jeg madmors tiltrængte ma'pakk' og kom lidt til hægterne for så at vandre videre til det flotte vandfald Bakers Fall. Da jeg havde glemt at tisse a' før start, overvejede jeg at smutte om bag en busk. Men så kom jeg i tanker om, at Sri Lanka udover en 1.-plads på listen over lande med flest døde af giftige slangebid, også huser verdens monster-største edderkop - så kunne jeg godt holde mig! Denne strækning syntes jeg var fysisk ret hård..,
- men så fladede det ud igen og resten af de knap 10 km. var nemme nok. Så nu har jeg seriøst været ved verdens ende og er kommet tilbage!
Da taxien svingede ind i indkørslen stod madmor klar med lidt uventet roomservice. Så nu fla'er jeg u' med duftende, varm ceylon-te - og knastør sandkage fra i går. Livet er ikke det værste, man har.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar