fredag den 7. april 2017

134. Sri Lanka. Adams Peak

I At komme de ca 130 km fra Kandy til Adams Peak er noget af en rejse! Først med "min" tuk-tuk ned til banegården.


Alle 1.klasse-billetter er som ventet udsolgt, sikkert over nettet til folk med strammere planlægning? Men en billet får jeg da,  og snart ruller det berømte Blå Tog ind til perronen. 


Så starter kampen om sæderne. Og selvom jeg i første omgang ikke får noget, forbarmer en ung englænder sig og tager sit barn på skødet, så Besse får en plads. Dét udløser så én af mine små LEGO-poser til pigen, selvom de ikke er beregnet på velbjærgede turister..,


Toget kører ufatteligt langsomt, måske kun 10-15 km/time, men så er der tid til at nyde udsigten - og hvilken udsigt! Jeg forstår godt, at ruten er et must for Sri Lanka-rejsende! 


Efter godt 2 1/2 time er vi fremme i Hatton, hvor bussen op til Nallathanniya holder. Og blev man ikke vendt og drejet i toget, bliver man det nu! Som at køre karrusel, rutchebane og pariserhjul på én gang. Den vildeste bjergvej ever, tror jeg. Men også overvældende smuk! 


Turen tager 1 1/2 time for de 32 km - men jeg er glad for, han ikke kører stærkere!


Og så er vi fremme i Nallathanniya, den underlige samling af boder i Dalhousie ved srtarten af opstigningen til Adams Peak. 

Adams Peak er et 2200 meter højt bjerg, hvor en "fodformet" fordybning i mange, mange år har sat gang i folks religiøse fantasier. Hinduerne mener, det er afsat af Shiva, muslimer og buddhister mener, det er Adams første trin på jorden, da han blev forvist fra Paradiset. Mens de kristne holder på, at det var Apostlen Thomas, der trådte godt til på sin himmelfærd. 
Vist er det i hvert fald, at det er det næst-helligste sted i Sri Lanka og at horder af troende valfarter dertil, specielt ved fuldmåne. Og altså horder af turister!

Også jeg vil rigtig gerne derop! Jeg synes, det er fascinerende, at 4 religioner kan blive enige om at tilbede ét sted. Selv under borgerkrigen valfartede hinduer og buddhister sammen i god ro og orden. Derudover skulle det være en fantastisk naturoplevelse at se solopgangen deroppefra. Men går det nu også an at sende en ømfodet Besse på nattevandring - dels for undgå dagens hede, dels for at opleve solopgangen - op ad 5200 trappetrin? Det svarer trods alt til ca 320 etager op. Og ned igen! Men nu er jeg taget herind, jeg tror, jeg i hvert fald prøver! 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar