Altså, jeg gør forsøget med Adams Peak.
Turen op af de 5200 trappetrin regnes for at vare 3-4 timer, men Besse her må hellere beregne rigelig tid. Så for at være sikker på at være fremme i god tid til solopgang, starter jeg fra Delhousi kl 12.
Der er 16 grader, det er tørt og stjerneklar. Månen er ca 3/4 - men dét med ny og næ har jeg ikke rigtig styr på.
Kl 1: Jeg havde glemt min nye smarte vandrestav. Hente - ikke hente? Valgte at hente, og forbander nu, at jeg ikke samtidig skiftede fra jeans og jakke til noget lettere, for jeg er forlængst ret svedig, selvom jakken er røget i rygsækken. Her er mange vandrere også med små børn, der bæres mere eller mindre sovende opad. Men ingen andre turister. Den svage stigning med få trapper - men mange boder - er overstået. Nu er det næsten kun trapper, men også boder.
Jeg tænker på, hvad-nu-hvis man får et akut anfald af højdeskræk deroppe? Eller falder og brækker benet? Hvordan kommer man så ned?
Kl. 2: Opad opad! Man kan se stiens lys hele vejen op til toppen, der er langt! Da man ikke kan se spor andet end lysene, ser det ud som om stien fortsætter lige op i de klare stjerner. Et skridt fra toppen og man havner på Mælkevejen! Mine regler for, hvor tit jeg må holde pause er forlængst sat ud af spil, jeg må sidde på hver eneste bænk!
Her smiles meget, alle er søde. En ældre kvinde byder mig af en kagedåse, jeg tror det er müslikugler, men de er knastørre, melede og stærke. Kvinden, hun følges med,lægger venligt en hånd på mit hoved og siger en masse. Jeg tror hun velsigner mig, men måske er hun bare vild med min nye frisure? Tanken om at vende om er sjovt nok helt forsvundet. Jeg vil så gerne derop, det kan jeg godt -fodsmerter eller ej! Lyset deroppe og de venlige mennesker motiverer mig.
Kl. 3: Stedet har undervejs i min bevidsthed skiftet navn fra Adams Peak til Sri Pada, dets srilankanske navn. Jeg passerer 4 km-skiltet - åh nej, ikke længere - og møder de første turister, sjovt nok 4 danskere.
Ingen andre har så store vandrestøvler som mig, der er mest bare fødder eller klip-klapper. Der stønnes og prustes omkring mig - og af mig. Men selvom det er hårdt, er det også ok. Min motivation har skiftet til synet af den lange lyskæde bag mig - wow har jeg gået så langt? Samtidig bliver jeg lidt indadvendt. Bliver taknemmelig over at være i live, at have mine børn. Mærker min krop køre flad og så restituere i pauserne, føler mig priviligeret i livet, en del af 'verden'. Nærmest lidt 'spirituel' vist, når jeg nu ikke er religiøs. Forstår måske alligevel, hvorfor folk går Caminoen?
Det blæser kraftigt heroppe og er hvinende koldt. Godt jeg beholdt jeans'ne! Jeg holder længere pauser for ikke at skulle vente for længe helt oppe i det fugtige tøj.
Kl 4: Så er jeg oppe i det virkelig stejle med trin i knæhøjde. Der er kommet gelænder til at hive sig op ved, og jeg elsker min vandrestav. Jeg havde tænkt, den skulle foræres væk, men aldrig! Den skal snarere forgyldes! Nu er det virkelig hårdt, der er vist langt igen? Men pludselig ER jeg der. Jeg gjorde det!!!!
Kl. 5: Her er strid storm og hundekoldt. Folk har åbenbart overnattet heroppe, klumper sig sammen for at holde varmen. Jeg trækker regnslag på og har det hyggeligt lunt.
Allerede kl 5:30 tager folk opstilling ved det østvendte gelænder for at vente på solen, der allerede farver himlen rosa og kaster lys over det spøgelsesagtige bjerglandskab.
Jeg husker at gonge på gong-gongen. Ét slag for hver gang, man har gjort pilgrimsfærden. Flere nærmest kimer. Folk venter i hundred- måske tusindvis i total stilhed.
Kl 6:02 Der kommer hun så, Moder Sol, præcis til tiden.
Til akkompament af piber og trommer fra templet titter hun over bjergets kant og sender et sus gennem de ventende.
Stemningen er andægtig, jeg tænker på historiens soltilbedere. Lyset spreder sig mens hun stiger hurtigt op - det er ufatteligt smukt, lyset står ned gennem tågen og landskabet dernede kommer til syne.
Bagefter ind i templet at se fodaftrykket. Er det dér, hvor folk bøjer dig og lægger gaver, dækket af guld, glimmer og pengesedler? Eller er det de tre 'tæer' jeg ser på klippen udenfor? Nok det sidste!
Imellem bjergene mod vest står en helt skarp, mørk trekant. Et bjerg mere? Nej, det er et drømmesyn, det er skyggen af Sri Pada.
6:40: Nedad! Her er virkelig mange mennesker men stadig en andægtig stemning. Landskabet træder frem, og det er smukkere, end man kunne ane på den mørke optur. Stadig hårdt men nu mest for knæ og lårmuskler.
8:30: Nede! Mere død end levende og nærmest vaklende det sidste stykke hjem til morgenmad, bad og afhentning. Men mentalt så høj, at jeg nærmest svæver.
Sri Pada bliver nok 'once in a lifetime' for mig. Men en oplevelse så stor, at det for altid vil farve min Sri Lanks-rejse med solopgangs-farver.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar