172. Toscana aug. 2019. Firenze 2

Nu har jeg godtnok ikke på noget tidspunkt været særlig lun på letbane-ideen i Odense. Og jeg synes bestemt heller ikke, den omtrent nye letbane visuelt gør noget godt for Firenze! Min søde værtinde Tiziana fortæller også om, hvilket rod det har været under opførelsen .. Men jeg er ærligt talt ret begejstret for at have letbane-stoppested lige udenfor døren med linier, der så let som ingenting forbinder lufthavn med centrum og flixbus-station i den anden ende af byen. Og dét til en pris af

€ 1,50 pr. tur op til 90 minutter! Så er det jo ingen sag at tage hjem at holde siesta. 

Dagen i dag var sat af til at nyde den gamle bymidte, der som ét stort udendørs museum er optaget på UNESCO’ liste over Verdenskulturarv. Først og fremmest gjaldt det Domkirken, Santa Maria del Fiore. Kirken stod færdig i 1436, men facaden blev udskiftet i 1887. Smuk? Ja, på den særdeles overlæssede måde, men jo - fantastisk! 

Til denne enorme kirke hører et 8-kantet dåbskapel  - samt et 85 meter højt, meget imponerende klokketårn med offentlig adgang. Hvor tillokkende! 

Og ikke nok med det - kirkens smukke røde kuppel er verdenskendt, ikke kun på grund af sin meget flotte indvendige udsmykning af Vasari, men nok så meget for sin helt specielle konstruktion. Denne enorme kuppel blev bygget i 1420-36 af Brunellichi og var foruden den til da største kuppel, også den første, der blev bygget uden brug af støtte-stilladser! Tænk, denne 37.000 tons tunge,  8-kantede kuppel er konstrueret sådan, at der indvendigt er bygget en kuppel med et sindrigt, sildebensmønstret murværk, der gør den selvbærende! Håndværkerne har kunnet bygge i højden helt uden støttende trækonstruktioner. Denne indvendige kuppel danner så støtte for den udvendige kuppel.  Og man kan komme derop og kravle ad smalle trapper langs kuplens runding helt til toppen - 111 meter oppe. Wow, det giver gåsehud at tænke på! Netop kun - tænke på!For den optimistiske jubel-tosse hér havde jo ikke bestilt billet! Og adgang til kuplen var forlængst udsolgt!
Kirkerummet og dåbskapellet, ja! Og den imponerende kampanile også - det var en fantastisk oplevelse at komme derop - men kuplen... nej!

De heldige, der havde bestilt billet. I 1000-vis! 

Jeg var gladeligt kravlet de 464 trappetrin op efter kampanilens 414 trin! Heldigvis have det tilhørende museum en flot film om kuplens tilblivelse, men det er jo ikke det samme som at være der.  Så kan hun lære det, kan hun! Så nu har dét der grisetryne-gnideri bare at virke - jeg må tilbage og derop!

Sådan ser den ud, den attråede kuppel, set fra toppen af kampanilen. 

Kirkerummet er enormt, lidt dystert - og næsten bart. Kunstgenstande er flyttet til museet, men 

tilbage er den meget detaljerede bemaling af kuplen, dens 7 enorme, runde glasmosaikker samt
diverse vinduer med glasmosaik. Særligt er også det spændende ur, der faktisk inddeler døgnet i 24 timer. Hvis alle ure var sådan, kunne jeg da være ovre mine problemer, når jeg glemmer at lægge mærke til a.m. og p.m. i udenlandske tidsangivelser! At uret så går ‘den forkerte vej’ er selvfølgelig lidt forvirrende. 

Michelangelo udførte i en alder af næsten 80 figuren Pietá. Den kutteklædte person menes at være et 

selvportræt og det var meningen, at skulpturen  skulle være hans eget gravmæle. Dog blev han undervejs utilfreds med både marmor-kvaliteten og sit eget arbejde, så han smadrede figurens ene arm! Én af hans elever fuldførte dog kunstværket efter hans død, og det blev anbragt i Domkirken. 

Resten af dagen gik med at ‘følge op på’  Michelangelo ved at besøge hans plads på højen syd for floden. Selve pladsen er en grim parkeringsplads - dog med en statue sammensat af mesterens hovedværker i Firenze, bl.a. David. Men udsigten er betagende!

Og så var der egentlig kun at hilse af med den skønne by og sige på gensyn. Det er begrænset, hvad man kan må på to dage, så rigtig meget må blive en anden gang. Men det har været ‘una fantastica vacanza’