173. USA. okt. 2019. USA - here I come 😄

Så er backpack’en minsandten pakket og klar til afgang efter 2 1/2 år på loftet!  Turen går til New England primært for at se løvfald. Men hvorfor rejse den lange vej for at se visne blade, når vi nu har så kønne skove herhjemme? Tjah.. nu har vi da i hvertfald ikke specielt mange ahorntræer, og USA’s nordligste stater op mod den canadiske grænse er specielt kendt for deres smukke løvfald. Så hvorfor ikke?  Og så kan jeg samtidig få fulgt op på dén nysgerrighed adskillige romaner og film fra området har efterladt. Jeg kan få set fyrtårne langs Maines kyst, hummerfisker-byer og overdækkede broer - omend dén i Madison County er laaangt væk! Dertil forhåbentlig masser af smuk natur og amerikansk hverdagsliv i et andet gear end dét i New York og Washington. Og så er der hummeren, ahornsiruppen og alle æblerne
.
14 dage i staterne Maine, New Hampshire og måske Vermont. I hvert fald Massachusetts, for jeg flyver til og fra Boston.  Barren er sat relativt lavt, selvom jeg for første gang skal prøve at leje bil godt halvdelen af tiden. Men de lagte planer er hele tiden åbne for ændringer, så jeg kan trække snuden lidt tilbage, hvis backpacker-modet skulle være lidt rustent.  For eksempel er der en nationalpark ved navn White Mountains, hvor jeg bl.a.  planlægger at se visne blade i massevis. Men HAR jeg nu faktisk mod på at krydse gennem områdets bjerge, alene i bil? Hvad nu, hvis jeg møder en elg? Eller en sort bjørn? Eller bare en stigning eller nogle sving, jeg synes er ‘for meget’? Ja, så vender jeg bare om! Det skal ingen skår slå i dén succes, at jeg er på farten igen. Der er ingen bånd, der binder mig :-)