tirsdag den 12. september 2017

158. Madrid. Bare mere Madrid.

I Madrid køres en anden døgnrytme end i Odense. Både generelt og for ferieramte Besse! Der er en vrimmel af mennesker på gaden til langt ud på natten, mens det er svært at finde café-morgenmad før 9. Så jeg lapper ud og laver en kop kaffe og går i seng igen...,,
 
Men ikke længe! Kirkerne er jo f.ex. åbne. 


Indtil den store katedral ved Kongepaladset blev indviet i 1993, var Francisco el Grande byens vigtigste kirke, og smukkere kirke kan man næsten ikke tænke sig. Pompøst overlæsset barok - jo-jo. Men gennemført smuk! Kuplen spænder sig over 33 meter, i hele verden størrelsesmæssigt kun overgået af to. I skønhed næppe overgået af nogen! 


Det runde kirkerum omgivet af 6 symmetriske, runde kapeller med hver sin kuppel. Alle pyntet til sidste cm2! Og så så jeg ikke engang al den kunst, bl.a. Goya, der gemmer sig i gemakkerne! 

Efter dette opløftende syn over Segovia-viadukten, der er knap så opløftende. Den er buret inde i glasplader, da den i årevis tiltrak selvmordskandidater i hobetal.... Men den fører over mod højdedraget -



- hvorfra man kan tage Teleférico, svævebanen, ud af byen til "parken" Casa de Campo. I størrelse måske fem gange større end Central park, men i mine øjne mere mark end park.... Ikke imponeret!


Så hurtigt de 2 1/2 km. svævetur tilbage til byen, for hvad udsigten angår, er der ikke noget at klage over.



Og så til flamenco-show! Min vært havde ikke bedre bud end guidebogen, selvom han selv er guitarist. Så det blev Las Carboneras, dejligt tæt på. Nu får man som enkeltperson uden tilkøb af middag ikke nogen eminent placering, skal jeg hilse at sige! Men se kunne jeg da, og ikke mindst høre. Dejlig oplevelse, men nok turistversionen uden den "duende", altså den stærke koncentration af følelser, som også publikum skulle kunne fornemme. Men helt lade være at klappe med i takten og sno hænderne lidt, kunne jeg da ikke - så placeringen nede bagved måske meget god....



Endnu en dejlig feriedag slut. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar