En god times togrejse nord for Porto ligger Braga. Portugals 3. største by omtrent af Odenses størrelse. Byen har Portugals største koncentration af kirker, vist 156, og må siges at være landets religiøse højborg.
Måske derfor besluttede ærkebiskoppen i 1722 her at opføre et valfartsted á la Lourdes i Frankrig. Meget bekvemt lå i forvejen udenfor byen en lille helligdom, hvor bygningsværket kunne opføres. Navnet blev Bom Jesus do Monde, altså den gode Jesus på bjerget. Det stod færdigt i 1811.
Her måtte jeg da ud at kigge! Tog fra Sao Bento til Braga - nemt og billigt. Og lige udenfor stationen holdt bussen - så også nemt nok! Ud af byen, op ad bjerget lige til starten på Via Dolerosa.
Den gode nyhed er, at der er kabelbane hele vejen op. Endda en særlig én af slagsen - vanddrevet og ældgammel.
Den dårligt nyhed er, at det er snyd! Det er nemlig ikke kirken deroppe, der er målet - men selve renselsen gennem opstigningen på gåben. Eller knæ...
Starten af ca. 600 trappetrin fører én forbi 14 kapeller med scener fra Jesu lidelsesvej, fra dommen til korsfæstelsen. Hvert kapel indeholder legemestore terracotta-figurer. Meget livagtigt udført!
Meget lidelse er der nu ikke ved turen i morgenens relative kølighed, gennem skovens ro og velduft. Men havde jeg nu været rettroende katolik på pilgrimsfærd, burde jeg have kravlet på mine bare knæ. Så havde piben nok haft en anden lyd!
Så nåede jeg op til næste sektion af trapper, der med imponerende hvide skille-mure zigzagge sig videre op.
Først gennem renselse for de fem sansers illusion. Jeg er åbenbart ikke i den rette ånd eller hellig nok, for jeg kan ikke lade være at fnise ad sansernes billedliggørelse i form af statuer med vandrør strittende ud af øjne, ører, næse, mund og hænder....
Og i den sidste etape, der repræsenterer de tre dyder, Tro, Håb og Kærlighed, går det helt galt, da jeg ser kærligheden fremstillet som to buttede småbørn, der sammen holder et hjerte - og altså ikke sådan et romantisk, stiliseret ét, men ét med blodårerne strittende ud fra....
Men anlægget deroppe omkring kirken er flot og udsigten betagende.
Desværre for Den Katolske Kirke blev bygningsværket aldrig den pilgrims-succes, de havde tænkt sig. Den Gode Jomfru lod sig aldrig se som ved portugisiske Fatima eller franske Lourdes. Dog er der på katolske helligdage stadig en del pilgrims-gæster. Til gengæld har turisterne i dén grad taget stedet til sig. Det tæller vel også i ét eller andet regnskab?
Jeg synes, det var en dejlig tur, omend jeg ikke er særligt godt inde i de der religiøse figurer og symboler. Braga virker som en dejlig by, lige nu med én eller anden festival, så bymidten nærmest er pakket ind i alle mulige hvide, flagrende gevandter. Et hyggeligt sted at smage på Minho-regionens specialiteter - en gang caldo verde med et glas vihno verde i en kraftig, rød udgave. Når jeg nu lige på togturen har set både vinmarker og kålgårde. Herligt!
Måske derfor besluttede ærkebiskoppen i 1722 her at opføre et valfartsted á la Lourdes i Frankrig. Meget bekvemt lå i forvejen udenfor byen en lille helligdom, hvor bygningsværket kunne opføres. Navnet blev Bom Jesus do Monde, altså den gode Jesus på bjerget. Det stod færdigt i 1811.
Her måtte jeg da ud at kigge! Tog fra Sao Bento til Braga - nemt og billigt. Og lige udenfor stationen holdt bussen - så også nemt nok! Ud af byen, op ad bjerget lige til starten på Via Dolerosa.
Den gode nyhed er, at der er kabelbane hele vejen op. Endda en særlig én af slagsen - vanddrevet og ældgammel.
Den dårligt nyhed er, at det er snyd! Det er nemlig ikke kirken deroppe, der er målet - men selve renselsen gennem opstigningen på gåben. Eller knæ...
Starten af ca. 600 trappetrin fører én forbi 14 kapeller med scener fra Jesu lidelsesvej, fra dommen til korsfæstelsen. Hvert kapel indeholder legemestore terracotta-figurer. Meget livagtigt udført!
Meget lidelse er der nu ikke ved turen i morgenens relative kølighed, gennem skovens ro og velduft. Men havde jeg nu været rettroende katolik på pilgrimsfærd, burde jeg have kravlet på mine bare knæ. Så havde piben nok haft en anden lyd!
Så nåede jeg op til næste sektion af trapper, der med imponerende hvide skille-mure zigzagge sig videre op.
Først gennem renselse for de fem sansers illusion. Jeg er åbenbart ikke i den rette ånd eller hellig nok, for jeg kan ikke lade være at fnise ad sansernes billedliggørelse i form af statuer med vandrør strittende ud af øjne, ører, næse, mund og hænder....
Og i den sidste etape, der repræsenterer de tre dyder, Tro, Håb og Kærlighed, går det helt galt, da jeg ser kærligheden fremstillet som to buttede småbørn, der sammen holder et hjerte - og altså ikke sådan et romantisk, stiliseret ét, men ét med blodårerne strittende ud fra....
Men anlægget deroppe omkring kirken er flot og udsigten betagende.
Desværre for Den Katolske Kirke blev bygningsværket aldrig den pilgrims-succes, de havde tænkt sig. Den Gode Jomfru lod sig aldrig se som ved portugisiske Fatima eller franske Lourdes. Dog er der på katolske helligdage stadig en del pilgrims-gæster. Til gengæld har turisterne i dén grad taget stedet til sig. Det tæller vel også i ét eller andet regnskab?
Jeg synes, det var en dejlig tur, omend jeg ikke er særligt godt inde i de der religiøse figurer og symboler. Braga virker som en dejlig by, lige nu med én eller anden festival, så bymidten nærmest er pakket ind i alle mulige hvide, flagrende gevandter. Et hyggeligt sted at smage på Minho-regionens specialiteter - en gang caldo verde med et glas vihno verde i en kraftig, rød udgave. Når jeg nu lige på togturen har set både vinmarker og kålgårde. Herligt!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar