166. Portugal 2018. Skål

Man kan vel ikke sige Porto uden at sige portvin? Hvorfor skulle man i hvert fald? Sidst jeg var her var det som VIP gæster i portvins-dynastiet Ferreira med besøg både på deres lager i Vila Nova de Gaia og oppe på deres quinta i bjergene. Under dét besøg smagte vi bl.a. portvin fra 1864. Men mindre kan vel gøre det?

Så jeg begav mig på rundvisning og smagetur. Dét forstod jeg så ikke meget af, udover hvad jeg vidste i forvejen: at portvin fås i mange, rigtig mange udgaver. Og at jeg tilsyneladende kan lide dem alle.....

Men Portugal laver jo meget anden vin end portvin. Der er f.ex. den lette, næsten perlende vihno verde. Navnet betyder grøn vin - men den kan ligeså godt være rød eller rosé. Der menes mere, at den skal drikkes meget ung. Den stammer  fra provinsen Minho i Nordportugal. Vinen forarbejdes på en speciel måde, hældes straks på flasker, hvor den eftergærer og drikkes så helst indenfor det første år, mens den endnu har en smule brus i sig uden at være direkte mousserende. Jeg kan rigtig godt lide den tydelige frugtsmag og synes, den passer så ualmindeligt godt til de pauser, der må være vinøse :-)
Og så synes jeg jo, at det er ganske rart, at priserne er så lave! Et glas, ikke nærmere specificeret, portvin eller vinho verde fås på alle cafeer for 3 Euro. Se, dén pris er da for god til at lade tilbuddet fare.... Så skål ;-)


Og så er der vihno tinto, altså rødvin. De få smagsprøver jeg fik, var kraftige og gode, men ikke så krydrede og ‘fuldfede’ som jeg godt kan lide dem. Men det beror på lykke eller ej, når man nu ikke har forstanden....

165. Portugal 2018. Maden, selvfølgelig....

Hvis jeg troede på en himmel, ville den for mig nok tage sig ud som et portugisisk konditori! Jeg har gjort mit allerbedste for at spise mig gennem alle varianterne af kage - men forgæves. Min absolutte yndlings er de små smør- og flødestruttende pasteis de Natal - linser af butterdej med den lækreste creme af fløde, æggeblommer, citron og kanel. Nybagte og sprøde er de engle-spise! Jeg blev så forelsket, at jeg endda opsøgte et åbent bageri - forestil jer duften! Jeg dånede næsten..,

Brødet er også lækkert, både det lyse og det tunge mørke, og ser pynteligt ud. Passer så ualmindeligt godt til at dyppe i grøn olivenolie, balsamico og groft salt som optakt til et måltid.

I Porto spiller fisk en stor rolle på spisekortet. Da vi var her for 33 år siden, fik vi serveret store, fede, stegte sardiner - et dusin pr. mand. Dem kunne jeg ikke li’, og 33 år har ikke ændret stort på dén sag.
Til gengæld kan jeg rigtig godt lide klipfisk. Både i de allesteds nærværende pasteis de bacalhau, friturestegte  kartoffelkroketter med plukket klipfisk - som i øvrigt gør sig glimrende i selskab med portvin - og i den traditionelle Porto-ret: bacalhau á Gomes de Sa.

Traditionelt er også caldo verde, en helt enkel kartoffelsuppe med masser af fintstrimlet kål. Lidt som grønkål, men lysere og knap så grov. Meget lækkert med knasende sprødt majsbrød til - selv i sommersolen ;-)

Andre traditionelle retter har jeg ikke haft den store lyst til at  prøve. Dém fra Lissabon kalder dém fra Porto “kallun-ædere” - siger det ikke bare alt? Når man så læser om ris kogt i griseblod, står jeg af og guffer endnu en omgang klipfisk-kroketter!

De fleste spisekort tilbyder "en lille fransk" - og det er såmænd bare den portugisiske udgave af en crock monsieur, altså en toast med ost og skinke. I den portugisiske udgave er der tilsat både stegt kød og pølse. Herligheden er pakket ind i ost - og overhældt med en brun sauce, der bl.a. indeholder øl. Det lyder fælt! Men faktisk smager det overraskende godt og er et overkommeligt måltid.

Børsen i Porto er et voldsomt fornemt sted med overdådige udstillingssale. Her ligger også en restaurant med overkommelige, faste menuer. Det var nu ikke noget særligt madmæssigt. Men den unge tjener, der ihærdigt prøvede at lære mig ordene på portugisisk, trak oplevelsen pænt opad. Omend han kæmpede forgæves....

Da vi var her 1. gang, serverede et af hotellerne store skåle med skrællede appelsiner. Jeg synes aldrig siden at have fået helt så lækre appelsiner. Men min lokale frugt-pusher har dem! Og køber jeg friskpresset appelsinjuice, har det præcis den rigtige smag! Men om det er en særlig portugisisk sort - eller det simpelthen er dét at spise appelsiner i Portugal, skal jeg ikke kunne sige ;-) Generelt er frugten mega lækker, i kæmpeformat og solmodent.

164. Portugal 2018. Bom Jesus

En god times togrejse nord for Porto ligger Braga. Portugals 3. største by omtrent af Odenses størrelse. Byen har Portugals største koncentration af kirker, vist 156, og må siges at være landets religiøse højborg.
Måske derfor besluttede ærkebiskoppen i 1722 her at opføre et valfartsted  á la Lourdes i Frankrig. Meget bekvemt lå i forvejen udenfor byen en lille helligdom, hvor bygningsværket kunne opføres. Navnet blev Bom Jesus do Monde, altså den gode Jesus på bjerget. Det stod færdigt i 1811.

Her måtte jeg da ud at kigge! Tog fra Sao Bento til Braga - nemt og billigt.  Og lige udenfor stationen holdt bussen - så også nemt nok! Ud af byen, op ad bjerget lige til starten på Via Dolerosa.

Den gode nyhed er, at der er kabelbane hele vejen op. Endda en særlig én af slagsen - vanddrevet og ældgammel.

Den dårligt nyhed er, at det er snyd! Det er nemlig ikke kirken deroppe, der er målet - men selve renselsen gennem opstigningen på gåben. Eller knæ...

Starten af ca. 600 trappetrin fører én forbi 14 kapeller med scener fra Jesu lidelsesvej,  fra dommen til korsfæstelsen. Hvert kapel indeholder legemestore terracotta-figurer. Meget livagtigt udført!

Meget lidelse er der nu ikke ved turen i morgenens relative kølighed, gennem skovens ro og  velduft. Men havde jeg nu været rettroende katolik på pilgrimsfærd, burde jeg have kravlet på mine bare knæ. Så havde piben nok haft en anden lyd!

Så nåede jeg op til næste sektion af trapper, der med imponerende hvide skille-mure zigzagge sig videre op.

Først gennem renselse for de fem sansers illusion. Jeg er åbenbart ikke i den rette ånd eller hellig nok, for jeg kan ikke lade være at fnise ad sansernes billedliggørelse i form af statuer med vandrør strittende ud af øjne, ører, næse, mund og hænder....

 Og i den sidste etape, der repræsenterer de tre dyder, Tro, Håb og Kærlighed, går det helt galt, da jeg ser kærligheden fremstillet som to buttede småbørn, der sammen holder et hjerte - og altså ikke sådan et romantisk, stiliseret ét, men ét med blodårerne strittende ud fra....

Men anlægget deroppe omkring kirken er flot og udsigten betagende.

Desværre for Den Katolske Kirke blev bygningsværket aldrig den pilgrims-succes, de havde tænkt sig. Den Gode Jomfru lod sig aldrig se som ved portugisiske Fatima eller franske Lourdes. Dog er der på katolske helligdage stadig en del pilgrims-gæster.  Til gengæld har turisterne i dén grad taget stedet til sig.  Det tæller vel også i ét eller andet regnskab?

Jeg synes, det var en dejlig tur, omend jeg ikke er særligt godt inde i de der religiøse figurer og symboler. Braga virker som en dejlig by, lige nu med én eller anden festival, så bymidten nærmest er pakket ind i alle mulige hvide, flagrende gevandter. Et hyggeligt sted at smage på Minho-regionens specialiteter - en gang  caldo verde med et glas vihno verde i en kraftig, rød udgave. Når jeg nu lige på togturen har set både vinmarker og kålgårde. Herligt!