Ja, nu kunne man mene, at sende Besse til opera, er at kaste perler for svin....
Men billetten var købt hjemmefra, intet mindre end Puccinis Tosca på een af verdens nok flotteste scener - det græske teater i Taormina, gennem hvis sammenstyrtede buer, Etna lader al sin storslåethed stråle. Oven i købet med prisoverrækkelse til en sopran, der stråler på alverdens store scener.
Forventningerne var store, også til den folkefest, der udspiller sig, når italienerne går til opera.
Så stadset op efter bedste evne, drog jeg af hus i god tid til den sene forestilling, medbringende take-away lækkerier og rødvin - endda med et rigtigt glas og ikke kaffekoppen!
Og så løb det hele ud i sandet....
Det blev så voldsomt torden- og regnvejr, at orkesteret sprang for at bringe deres kostbare instrumenter i sikkerhed og forestillingen blev aflyst. Helt aflyst! Så stod tusindvis af mennesker der.... Pænt skuffet må man sige, men vejret er ingen herre over.
Så ingen opera - men måske lidt filmminder så?
Ca. 25 km nord for Taormina ligger den lille by Savoca, hvor nogle scener fra The Godfather er filmet. Bl.a. scenen, hvor Michael Corleone møder sin svigerfar første gang og siden selve brylluppet. Og det lever byen stadig højt på!
Nu er Besse jo ikke meget for færdige udflugter, så jeg drog afsted på egen hånd. Det gav et grundigt indblik i busselskabets køren frem og tilbage og venten - tilsyneladende uden grund! Men smukt var der, deroppe i bjergene.
Og fremme i Savoca vil jeg sværge på, at jeg hørte kærligheds-temaets spinkle toner i landskabet, hvor Michael mødte Apollonia.
Og jeg anede skyggen af deres bryllup og opstillingen foran kirken ud af øjenkrogen!
Baren står med præcis samme facade som i filmen, men beplantningen er jo vokset en del.
Der sad han så, Al Pacino, dengang.
I dag var det Besses tur. Det tomme bord skyldes, at Bar Vitello desværre netop i dag var lukket. Men den rare vært lukkede døren op lidt...
Og på denne smukke banegård modtager Michael Corleone sin ekskone, Kay i Godfather III. Tilsyneladende i landsbyen Corleone - men det er i virkeligheden banegården her i Taormina-Giardini!
En dejlig dag med minder om en fantastisk film.
Århhhh, jeg får kuldegysninger. Hvor er det smukke billeder! Jeg kan lige frem dufte Sicilien ud fra dine beskrivelser, bravo! Kærlig hilsen Rikke Marie Hansen
SvarSletHej Rikke. Ser først din kommentar nu… Mange tak, det var smukke ord😁 Jeg har lige genset Godfather, alle tre film. Så nu har jeg stor lyst til at gense den smukke ø.
SletKnus, Annemarie