Så er Besse på farten igen - men ikke på backpacker-tur. Backpacken er ikke engang med, men skiftet ud med 14 kg bagage i lånt kuffert (min egen blev for stor) mod de sædvanlige max. 12 kg. Og destinationen er fast i den uge turen varer: et airbnb-værelse i Taormina hos Nino Cipolla - mere italiensk bliver det vist ikke.
På busstationen her stod en 17-årig pige engang af bussen, med sin kæreste i hånden, på deres allerførste udenlandsrejse - wow, det var stort! Nu, 42 år senere, stod hun her så igen! Meget ældre, noget mere berejst, single - men stadig: WOW! Ikke engang silende regn kunne drukne wow-effekten! Her er præcis så smukt som husket - omend MEGET mere turistet! Her dufter stadig varmt og krydret, vejen snor sig stadig som serpentiner og byen trykker sig stadig op ad bjerget med Corso Umberto, Circonvallazione og smalle trappegader.
Stadig figen-kaktusser. Og i mellemtiden har jeg lært, at selvom frugterne smager dejligt, stikker de ad Pommern til...
Og så var det bare ud at genfinde byen! Dengang kom vi aldrig længere op ad bjerget end til borgen 200 meter højere oppe. Men i dag var jeg lige i humør til at 'climb any mountain', så jeg tog stien og trapperne op til Castelmola, landsbyen noget længere oppe. I klip-klapper...! En timelang tur, der tikkede 92 etagers trappegang ind på skridttælleren. Så med dagens antal skridt lige i underkanten af 18.000 har jeg fortjent at slappe af med rødvin. I en kaffekop! Selvom jeg godtnok tog bussen ned igen.....
Så nu sidder man her på sin 'balcone' som en anden Guilietta og spejder efter en mulig Romeo.... Måske ham, der ejer den blå Vespa nede under balkonen? Selvom jeg faktisk ikke tror, jeg ville turde køre med...
Tak Madonna, at jeg ikke vendte om!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar