CircumEtnea - den gamle togbane, der løber hele vejen rundt om Etna. Fra Catania til Giarre. Eller modsat, som jeg vælger. Med den tidligste morgenbus fra Taormina til Giarre, mens solen står op over Messina Strædet.
Der ligger hun så, Etna - centrum for min godt tre timer lange køretur med den næste 120 år gamle, smalsporede bane. Banen er gammel, de raslende togvogne ligeså. Men det er stadig en vigtig transportvej mellem de små bjergbyer og Catania.
Og så er det ellers bare med at finde den gamle station. Og finde ud af det med billetten, for stationen er aflåst og forladt. Ingen taler engelsk, men 'biglietto' er åbenbart billet og 'un treno': på toget. Jeg har provianteret amok i en bagerbutik, dagen er ny, livet er godt.
Der ligger hun så, Etna - centrum for min godt tre timer lange køretur med den næste 120 år gamle, smalsporede bane. Banen er gammel, de raslende togvogne ligeså. Men det er stadig en vigtig transportvej mellem de små bjergbyer og Catania.
Hun er nu ikke nem at holde styr på, Etna - burde ligge til venstre, men banen slynget så meget, at hun tit er at se til højre. Eller slet ikke, når skyerne dækker toppen.
Undervejs passeres pistacie-lunde, appelsin- og oliventræer, trinbrætter og små byer. Nogen steder kan man tydeligt se, hvordan lavestrømme har begravet landskabet og togbanen samt efterladt uhyggelige, sortsvedne huse. Det seneste store udbrud var i 1981, men så sent som 2001 har hun sprudlet livligt. Og jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det aktuelle jordskælv i det centrale Italien har øget risikoen for nye udbrud?
Undervejs står jeg af et par gange i småbyer, der måske ikke er så smukke som Taormina, men langt mere"autentiske". Ikke mindst Adrano, der virker helt uddød en lørdag eftermiddag.... Dælme et dumt sted at overse en bittelille stjerne i køreplanen = en times extra ventetid!
Og så må jeg lære at lade være med det der si-si, når de spørger om noget med kaffen....
Da vi nærmer os Catania, afløses de smukke, varierende landskaber af kedelig industri og boligkareer. Men da er mine indre memorycards alligevel løbet fulde af smukke, dramatiske indtryk!
Så står man der på en uddød metro-station ved en automat i udu og mangler stadig metro, tog, bus og trapper før turen er forbi... Rejselivet er fyldt med spændende udfordringer - jeg elsker at rejse!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar