onsdag den 8. april 2015

78. USA. 9/11




Ground Zero en blæsende, kold morgen med vanddråber som tårer på hvert eneste af de mange navne, smukt skåret ned i bronzekanten rundt om de to kvadratiske bassiner, der ligger,  hvor World Trade Center lå - Reflecting Absence. Og pludselig også tårer på besse's kinder....

One World Center bag det ene bassin

Nogle få af de næsten 3000 navne fra 9/11 og fra bombeattentatet i '93

Skyskraberen One World Center spejler sin smukke, stramme form i både bassinerne og de omgivende glasfacader. Tårnet der, da det stod færdigt i 2012, med sine 541 meter var USA's højeste. Stolt knejsende, som i trods - meget smukt.
Et kig op ad facaden på 'The Towers of Freedom'

Himmelstræbende 105 etager - Towe of Freedom!

9/11 Memorial Center åbnede i maj 2014. Der er mulighed for guidede ture med titlen 'Understanding 9/11'. Men kan man det, forstå noget så sindssygt? Jeg vælger almindelig billet og sluses gennem omfattende sikkerhedstjek ind i det kæmpestore, mørke og forstemmende museum. Et fantastisk museum, der følger tragedien minut for minut. Fyldt med billeder, personlige effekter, bygningsdele, flydele, rædsel og gru. Men sært nok også med optimisme og ukueligt vilje i redningsarbejdet. Rundt om er placeret standere med kleenex til fri afbenyttelse.... Det ER også gribende!

Stålbjælker fra præcis der, hvor det første fly bragede ind i det nordlige tårn.  

Redningsfartøj omtrent smeltet væk. 

Stålbjælker sammenkrøllet som kogt spagetti. 

Kunstværk med utallige nuancer af himmelblåt - at få os til at huske 'The Colour of the sky that day in September'

Pæretræ, der stod midt i ødelæggelserne - og overlevede: Håbets træ!

Så er der måske også håb om at museets garderobe kommer til at virke? De kunne ikke finde min rygsæk og jakke, skønt jeg var dagens første besøgende og i besiddelse af garderobenærket....


Ingen kommentarer:

Send en kommentar