177. USA okt. 2019.Dyt-dyt

Maine - fyrretræs- og ferielandet. 

Nu har jeg efterhånden rejst en del på egen hånd og altid klaret mig udmærket med kollektive trafikformer fra tog til tuk-tuk’er og mc-bagsæder. Men skulle jeg for alvor opleve New Englands natur i skove og ved kyster, skulle der ligesom noget egentransport indover. Og “alle” lejer jo biler på USA-rejser. Det måtte være løsningen! Ingen planer om at køre ret langt, det handlede mest om fleksibiliteten! Hjemmefra stod valget mellem en nuttet Fiat 500 og en mellemstor Mitsubitchi. Sidstnævnte vandt, fordi jeg godt vil gennem nationalparken White Mountains, og det lyder som om, en smule mere motorkraft ville være godt...

Så stod jeg dér i Portland Jetport med mit spritnye internationale kørekort og Master-card’et. På et splitsekund holdt jeg bilnøglen i hånden med besked om, at bilen stod klar ude ved rampen. Jamen-jamen - lidt hjælp tak! Jeg har måske kørt 200 km med automatgear, såe... og da vi så kom derud, stod der ikke en mellemklasse Mitsubichi , men en Toyota SUV  XLE AWD - efter Rasmus’ udsagn én af verdens mest solgte SUV’er. Hjælp - seriøst: HJÆLP! Damen syntes jo bare, jeg skulle være lykkelig over opgraderingen.... Og det var så dén eller ingen!

Nå, så afsted.. Lys indstillet på automatik, A/C ligeså. Blinklys og viskere logiske nok at betjene, sidespejle nemme nok og dækslet til tanken også dukket op. Men hvorfor fa’en kan jeg ikke sætte den i bakgear, der på den øde p-plads, der skulle agere kravlegård? Nåh, fordi man skal træde på bremsepedalen for at ændre gear-instilling! Og vel hjemme hos Jennifer - umuligt at låse alle fire døre samtidig! Dét kunne en sms fra Rasmus så løse - stå ikke lige ved siden af døren med nøglen, når du prøver at låse... Men jeg fik da smidt øsen pænt ved kantstenen i første hug - og opdagede parkerings-markeringer på skærmen. Så mangler jeg vist kun at gennemskue åbning af soltaget - og fartpiloten!

Første dag on the route har vel kørt et par hundrede kilometer på tælleren. Jeg er ikke sikker, for her tælles jo ikke i kilometre men miles. Lidt forvirrende, men så pyt da! Forvirrende er også de amerikanske færdselsregler. Jeg synes selv, jeg kører nogenlunde hensynsfuldt, men her holdes tilbage for hver eneste fodgænger, hver eneste skolebus etc. Derudover må der overhales indenom på motorvejen og vigepligterne er erstattet af et mærkeligt systen med at dén, der først holder stille ved et fler-vejs-sammenløb også må køre først frem..! Men med opmærksomheden helt i top og forsigtighed går det fint! Her køres som sagt hensynsfuldt og ikke ret stærkt. Desværre har jeg ikke lige fundet ud af fartpiloten endnu. Men i morgen..!

Jeg er faktisk blevet rigtig gode venner med  The Moose, bilen. Det hedder den, fordi jeg gerne vil se en elg. Og venskabet omfatter også Viola, stemmen på mobilens GPS. Når mobilen er sat til opladning i bilen og jeg ellers tager min hørelse på, kan jeg rent faktisk høre, hvad Viola-stemmen siger! U-undværlig hjælp, uden den havde jeg ikke klaret dagens ture på både små og store veje. At hun så er endnu ringere til at tale engelsk end mig, tilgiver jeg gerne! Dét her køren bil er altså ikke så ringe endda. At jeg så fiser en del fossile brændstoffer lige op i den klare luft kun for sjov, må jeg også sige pyt til..!