172. Toscana aug. 2019. Firenze 2

Nu har jeg godtnok ikke på noget tidspunkt været særlig lun på letbane-ideen i Odense. Og jeg synes bestemt heller ikke, den omtrent nye letbane visuelt gør noget godt for Firenze! Min søde værtinde Tiziana fortæller også om, hvilket rod det har været under opførelsen .. Men jeg er ærligt talt ret begejstret for at have letbane-stoppested lige udenfor døren med linier, der så let som ingenting forbinder lufthavn med centrum og flixbus-station i den anden ende af byen. Og dét til en pris af

€ 1,50 pr. tur op til 90 minutter! Så er det jo ingen sag at tage hjem at holde siesta. 

Dagen i dag var sat af til at nyde den gamle bymidte, der som ét stort udendørs museum er optaget på UNESCO’ liste over Verdenskulturarv. Først og fremmest gjaldt det Domkirken, Santa Maria del Fiore. Kirken stod færdig i 1436, men facaden blev udskiftet i 1887. Smuk? Ja, på den særdeles overlæssede måde, men jo - fantastisk! 

Til denne enorme kirke hører et 8-kantet dåbskapel  - samt et 85 meter højt, meget imponerende klokketårn med offentlig adgang. Hvor tillokkende! 

Og ikke nok med det - kirkens smukke røde kuppel er verdenskendt, ikke kun på grund af sin meget flotte indvendige udsmykning af Vasari, men nok så meget for sin helt specielle konstruktion. Denne enorme kuppel blev bygget i 1420-36 af Brunellichi og var foruden den til da største kuppel, også den første, der blev bygget uden brug af støtte-stilladser! Tænk, denne 37.000 tons tunge,  8-kantede kuppel er konstrueret sådan, at der indvendigt er bygget en kuppel med et sindrigt, sildebensmønstret murværk, der gør den selvbærende! Håndværkerne har kunnet bygge i højden helt uden støttende trækonstruktioner. Denne indvendige kuppel danner så støtte for den udvendige kuppel.  Og man kan komme derop og kravle ad smalle trapper langs kuplens runding helt til toppen - 111 meter oppe. Wow, det giver gåsehud at tænke på! Netop kun - tænke på!For den optimistiske jubel-tosse hér havde jo ikke bestilt billet! Og adgang til kuplen var forlængst udsolgt!
Kirkerummet og dåbskapellet, ja! Og den imponerende kampanile også - det var en fantastisk oplevelse at komme derop - men kuplen... nej!

De heldige, der havde bestilt billet. I 1000-vis! 

Jeg var gladeligt kravlet de 464 trappetrin op efter kampanilens 414 trin! Heldigvis have det tilhørende museum en flot film om kuplens tilblivelse, men det er jo ikke det samme som at være der.  Så kan hun lære det, kan hun! Så nu har dét der grisetryne-gnideri bare at virke - jeg må tilbage og derop!

Sådan ser den ud, den attråede kuppel, set fra toppen af kampanilen. 

Kirkerummet er enormt, lidt dystert - og næsten bart. Kunstgenstande er flyttet til museet, men 

tilbage er den meget detaljerede bemaling af kuplen, dens 7 enorme, runde glasmosaikker samt
diverse vinduer med glasmosaik. Særligt er også det spændende ur, der faktisk inddeler døgnet i 24 timer. Hvis alle ure var sådan, kunne jeg da være ovre mine problemer, når jeg glemmer at lægge mærke til a.m. og p.m. i udenlandske tidsangivelser! At uret så går ‘den forkerte vej’ er selvfølgelig lidt forvirrende. 

Michelangelo udførte i en alder af næsten 80 figuren Pietá. Den kutteklædte person menes at være et 

selvportræt og det var meningen, at skulpturen  skulle være hans eget gravmæle. Dog blev han undervejs utilfreds med både marmor-kvaliteten og sit eget arbejde, så han smadrede figurens ene arm! Én af hans elever fuldførte dog kunstværket efter hans død, og det blev anbragt i Domkirken. 

Resten af dagen gik med at ‘følge op på’  Michelangelo ved at besøge hans plads på højen syd for floden. Selve pladsen er en grim parkeringsplads - dog med en statue sammensat af mesterens hovedværker i Firenze, bl.a. David. Men udsigten er betagende!

Og så var der egentlig kun at hilse af med den skønne by og sige på gensyn. Det er begrænset, hvad man kan må på to dage, så rigtig meget må blive en anden gang. Men det har været ‘una fantastica vacanza’

171. Toscana aug. 2019. Maden selvfølgelig..

Maden - jamen, behøver man overhovedet at spise rigtig mad, når man er i isens paradis  - Italien??

I hvert fald har jeg guffet mig gennem bjerge af is. Fra de mest trendy is-cafeer til supermarkeders latterligt billige tilbud! Alle slags is fra granite lemone til fuldfede flødeis med karamel og chokolade. Uhm ..

Selvfølgelig  har jeg også spist andet ;-), men sandheden er, at det mest er blevet til pasta og pizza. Eller kombinationen: pizza á la carbonra - pizza med bacon, æg og ost.

Alle steder i Firenze støder man på de sødeste små pølsevogne-lignende boder, der reklamerer for Lampredotta. Det lyder jo tilforladeligt nok og dufter dejligt. Men det er kogt komave, og selvom jeg har taget plads i køen, svigter modet mig, da jeg ser det blive tilberedt. Det ser ikke ret lækkert ud - så dét har jeg tilgode til næste gang! På æresord ....

Frokost har været ret ensidigt, for italienske, søde tomater passer så ualmindeligt godt til bøffel-mozzarella bare med lidt olivenolie og salt/peber. Og går det højt, er en håndfuld oliven til også fint. Jeg kan bedst lide de små sorte, meget modne med sten - oliven altså ..

Men en gang fenikel-krydret porchetta er også godt. Det vil jeg prøve at lave hjemme. Men måske uden 1/4 liter rødvin midt på dagen? Ellers skal der indføres siesta også ;-)

Turens nok bedste madsted (en del steder har jo faktisk ferie-lukket i august..) har nok været Mercato  Centrale. Et street-food-tilbud med så stort udvalg i så høj kvalitet af eneste italienske råvarer er en fornøjelse!  Selvom der også er komave etc. at få dér ..

Og selvom Besse er en nærigrøv, gav hun gladeligt 3 dobbelt overpris for denne kop kaffe! For se dog lige hvor - ret overfor Domkirken i Firenze! En americano, altså espresso fyldt op med kogende vand. Espressoer er mig lige lovligt bitre. 

170. Toscana aug. 2019. Firenze

Når folk har sagt Firenze, har jeg altid mærket et lille misundeligt stik i maven - for dér ville jeg vel nok gerne hen! For det første er hele den historiske bymidte i Firenze at finde på Unesco’s liste over Verdenskulturarv og for det andet ville jeg gerne indlemme dén der overdækkede bro i “min samling af broer”,  der omfatter bl.a. Brooklyn Bridge, Broen over floden Kwai, jernbanebroen i Porto samt adskillige andre. Og nu er jeg her :-) Og dér er den så, Ponte Vecchio, Den gamle Bro.  Malerisk tager den sig helt bestemt ud med sine gamle guldsmede-butikken i blide farver. Den får mig til at tænke på filmen Parfumen - og det er helt forkert, for den foregår i Paris! Helt ærligt er jeg en lille smule skuffet, bare en anelse. Flot at se på, men jeg savner dét imponerede gys, jeg plejer at få over selve dét, at nogen har bygget en bro. Skønheden er ikke helt nok.. Egentlig er jeg mere fascineret af nabobroen mod vest, Ponte Trinita. Den blev oprindeligt bygget i 1567 som den første elliptiske buede bro i brobygningens historie. Jeg finder den påfaldende enkel og smuk, som dens buer genspejler sig i Arno. Den er genopbygget i 1958 af de stumper man kunne finde, efter den blev sprængt under 2. Verdenskrig. Det har tidligere været tradition at se solen gå ned fra de flade toppe af bropillerne, men det er ikke mere tilladt. Jeg ville heller ikke turde kravle derud! Jeg er ikke nem at gøre tilfreds.. Godt jeg kun rejser for mine egen fornøjelses skyld ;-)

Ponte Vecchio set fra Ponte Trinita

Nogle af ‘stærekasserne’ på Ponte Vecchio

Ponte Trinita

Tidligt, tidligt står jeg klar i køen for at bytte min internet-købte billet med en papirbillet til Italiens
fornemste kunstmuseum (skriver de - jeg tænker, at dét i Vatikanet må være ligeså fornemt?) - Uffizierne  
Det har i de seneste år gennemgået en større renovering og udvidelse, så det nu dækker to hele etager i storhertugens gamle administrationskontorer - Medici-familiens overvældende samling af renæssancekunst i flotte omgivelser. Umuligt at overkomme på ét besøg, men spændende at se den store samling af Botticelli’s værker, mest kendt vel billeder af Venus’ fødsel.

Jeg har set det gengivet utallige gange, men ingen gengivelser så smukke og blide som den ægte vare! Det samme gælder hans Foråret.

Desværre var salen med Rafaels værker under restaurering. Jeg har ellers fra Prado-museet en forkærlighed for hans fede basunengle og velnærede kvinder. Til gengæld fik jeg hilst på en anden bekendt, vinens gud Bacchus i Carravagios udgave. Jeg er sikker på , han blinkede til mig og hviskede ‘skål gamle tøs’ ;-)

Palæet er udstyret med en ‘hemmelig’ korridor, der leder direkte til Pitti-palæet å den anden side floden. Der ville jeg gerne have spadserer og kigger på kunst af bl.a. Krøyer og Edvard Munch. Men der er meget begrænset adgang og da i hvert fald kun på dyrt arrangerede gruppe-ture. Så dét fik Besse ikke med. Men hvem har egentlig også lyst til at traske i Hitlers fodspor? Det siges, at fordi Mussolini havde taget ham med på en eksklusiv vandring gennem korridoren i 1938,valgte Hitler at skåne Ponte Vecchio under krigen, som den eneste af Firenzes broer.

Her ses midt i billedet ret tydeligt korridoren, der gjorde det bekvemt - og sikkert - for ‘Medici’erne’ at gå mellem deres palæer på hver side af floden.

Efter 2 1/2 time på kunstmuseum, orkede jeg ikke at besøge Michelangelos verdensberømte statue, David, på hans’ museum. Jeg nøjedes med at se den nøjagtige kopi, der står på dens oprindelige plads udenfor. Man kan sagtens fornemme statuens kvaliteter og beundre, at den er skåret af én stor
marmorblok alligevel. Og skåret godt - han er unægteligt en utroligt flot fyr ;-)

Men så havde ånden også fået sit - nu var det mavens tur! I den fantastiske gamle markedshal - hvor der på hverdage stadig er fødevaremarked  - har man lavet en slags Storms Pakhus i de øvre etager. Altså efter street-food princip.  Men gourmet-streetfood vel at mærke! Sikke lækkerier de diskede op med, og ikke specielt dyrt. Lige et sted at holde frokost!

Således mæt og glad valgte jeg at besøge endnu et marked, denne gang fyld med jalla-jalla-tingeltangel. Hmm, ved nærmere eftertanke nok bedre varer end så mange andre markeder? Men jeg skulle nu ikke handle, jeg skulle besøge Vildsvinet! Allerede H.C. Andersen stiftede bekendtskab med denne broncefigur, og blev så begejstret, at han skrev den ind i et eventyr. Jeg må hjem og genlæse En digters Bazar, for jeg husker ikke historien. Men jeg huskede at gnide svinets tryne - det skulle sikre gensyn med Firenze. Og kan man få en mønt til at falde direkte fra dyrets mund ned i risten nedenunder, bringer det held. Dét kunne jeg...

169.Toscana aug. 2019. Lucca

Indgangen til ‘mit’ værelse

Og så allerede efter to dage i Pisa blev det tid at tage Flixbussen videre til Lucca. Jeg har altid syntes at Lucca og Siena lød af selve Italiens sjæl. Efter styrtregn på vejen når det lige at blive tørvejr, før jeg står ved Luccas imponerende bymur. Jeg skal ‘indenfor’ for at finde Valerias lille udlejningsværelse, der viser sig at ligge i et ældgammelt, charmerende hus ud til én af de hyggelige kirkepladsen ikke langt fra bymuren. Dem er der nu også ekstremt mange af! Imponerende åbne pladser, hyggelige torve, snævre gyder og tårne i massevis - Lucca simpelthen oser af Italiens charme!  Og det gør mit beskedne værelse også.

Værelser præsenteres som ‘farverigt’. Tjoh...

 

Lofterne ganske rustikke

Lucca’s bymur er fra 1600 og 1700 århundrede og regnes for Italiens mest velbevarede. Den er 12 meter høj og 4 km. lang med en bred vej foroven, hvor der er plads til at folkelivet kan udspille sig under platanerne. Hele 11 bastioner undervejs samt 6 byporte. I grundplan faktisk ikke helt ulig Kronborg, men større. Her må jeg selvsagt op at spadsere de fire km. rundt - dejlig oplevelse i den friske luft efter regnen.  Der spadseres, løbes og leges. Men desværre også cykles! Der er virkelig mange cykler i gang, både almindelige og de 4-hjulede familiecykler. Folk har masser af spas med dem - men jeg synes nu, de fylder rigeligt, når man gerne vil nyde udsigterne. Og i de snævre gader indenfor muren må man også af og til springe for livet...

Udsigt efter udsigt!

Men ellers er det en dejlig travetur, der afsluttes med et besøg i én af de små, hyggelige butikker -

grønthandelen -

Næste besøg måske knap så “uskyldigt” - men man skal da støtte de lokale handlende - og her på torvet er mest barer, hvor man kan smage den gode toscanske vin lavet på den lokale sangiovese- drue ;-)

Næste morgen omtrent direkte fra morgenbordet - der i sandhedens interesse er skrabet - og lokket ned ad en sidegade af bageriduft ...

- men straks videre til pladsen fra byens gamle amfiteater. Den ligger nu som det smukkeste torv med små butikker i alle de små buer. Her vil jeg spise frokost!

Men først lokker endnu et tårn - Torre Guinigi. Fra den egetræs-beklædte top 44 meter oppe er der en forrygende udsigt over byens tage. Fæstningsmuren ses som et takket, grønt bånd hele vejen rundt om byen. Flot! Og det er trods alt kun 230 trin ..

Efter “klatreturen” var det tid at gå lidt i barndom med en is fra byens angiveligt bedste ismager oppe ved karussellen. Der var mange, rigtig mange smage at vælge imellem. Godt jeg ikke også skulle vælge karrussel-dyr ;-)

Undervejs tilbage til den smukke amfi-plads fik jeg kigget på et par kirker. Både domkirken, der er tilegnet Morten Bisp - grunden til Mortens Aften - og en Odense-model. Altså sådan én, der var tænkt stor og flot, men blev ramt af en sparekniv ;-) Facaden ER nu flot med søjler i mange arter marmor! 

Den spareknivs-ramte San Michele

Domkirken San Martino

Og så frokost på min dejlige yndlingsplads. Med cianti i glasset og tilsat både Frank Sinatra på harmonika og et enkelt brudepar. 

Jeg har på ét døgn set dét, Turen går til’ synes, man skal se i Lucca. Og det er også fint nok. Men jeg ville gerne være blevet. Når en dag min pose med byer er ved at være Tom, tror jeg gerne, Lucca må være den sidste ❤️

Pisa II

Helt fra etruskernes tid har der eksisteret en bymur omkring Pisa. Den blev efterhånden for lille, så omkring 1155 begyndte man at bygge en ny, hele 7 km. lang. Arealet indenfor muren var beregnet stort nok til at dyrke afgrøder i tilfælde af en belejring. Siden blev også denne bymur for snæver og fik lov at gå i forfald. Men ikke desto mindre står der nu, adskillige århundreder senere, et stort stykke af muren tilbage. Bl.a. bag domkirke-komplekset ses den uden at være skærmet af bygninger. Der går nogen deroppe - dét vil jeg også gerne prøve! Desværre synes ingen af de medbragte rejse-håndbøger dog at opfatte bymuren som en seværdighed ... Men med lidt stædig research lykkes det - jeg finder en opgang ved Piazza del Gondole og for 3 € lukkes jeg ind på de ca. 3 km bymur. Der traver jeg så afsted i ophøjet ensomhed mellem trætoppe - og fabrikstage.  Meget flot tur, der ender i et hjørne af Miraklernes plads, hvor jeg har en aftale med et tårn. Hmm, hér havde jeg så også kunnet komme op, hvis jeg havde åbnet øjnene!

Hele komplekset med Domkirke, kapel og tårn har siden 1982 været på UNESCO’s Verdenskulturarv. Fuldt ud forståeligt! Billetten er købt online og ligger på min mobil. For de godt 22 € får jeg adgang til Det skæve Tårn og selve domkirken. Adgang til dåbskapel, kirkegård og museum kunne have været købt som samlet billet, men da jeg stadig er noget loren ved større folkemængder, har jeg valgt kun at købe til tårn og kirke. På stedet vælger jeg så alligevel at besøge dåbskapellet også. Det ligger dér og ligner nærmest en flødeskumskage udefra. Og det indvendige skuffer ikke! Kapellet er opført mellem år  1100 og 1300 og indeholder foruden en enorm 8-kantet døbefont også en fantastisk  8-kantet prædikestol af billedhuggeren Nicola Pisano. 

Dåbskapellet

Dåbskapellet set fra galleriet

Hver hele time lukkes portene og kustoden demonstrerer den fantastiske akustik med dobbelt ekko. Selv Besse kan oppe på galleriet høre det ;-)

Domkirken er ligeså imponerende. Den er nogenlunde samtidig med domkirken i Venedig og dannede med sin overvældende elegance med facade i grøn og hvid marmor nærmest mode for kirkebyggeri i Italien. Med et kirkerum på 85 meter er dagens motion omtrent i hus! Lige fra de mosaikbeklædte dele af gulvet til de forgyldte lofter et imponerende syn. 

Men nu er det klokketårnet, det gælder :-)

Efter et forsøg på genopretning omkring år 2000 hælder tårnet nu kun 4,5 meter mod tidligere 4,9. Det er altså stadig meget! Og den øverste etage, hvor man forsøgte at kompensere for skævhederne, får det til at se krumt ud. Men med sine elegante, høje buegange og gnistrende hvidt i solen, er det nærmest gribende smukt. 

Man bedes aflevere tasker før man går ind i køen og derefter scannes man for metalgenstande. Jo-jo, sikkerheden er i top!

Og så kravler Besse ellers op ad de knap 300 trin. Trinene er solide, udhuggede marmorblokke - med 

tiden slidt spejlblanke og forræderisk hule. Når dertil kommer, at man i allerhøjeste grad kan fornemme hældningen, bliver turen lidt som en tur i hurlumhej-huset! Godt jeg ikke har tendens til 

hverken køresyge eller højdeskræk! Men udsigten er turen værd - betagende! Udover kirke og 

dåbskapel og vrimlen  af mennesker dernede. Udover hele byen og ud mod bjergene. Fantastisk!

Og så er tårnet ikke det eneste skæve i komplekset. Dåbskapellet hælder 1,5 meter og facaden på Domkirken 0,4 meter. Så kan man godt komme til at føle sig lidt skæv med trang til et par stærke espressoer i en stille sidegade!

Og så gik solen ned over floden Arno og spændende Pisa.