Vanen tro jagter jeg punkter på UNESCO’s verdenskulturarvs-liste. Og jeg må sige, at Portos gamle bydel - Ribeira - der i 1996 blev føjet til listen, er en lækkerbisken! Det gamle middelalderkvarter har ikke ændret sig synderligt siden Henrik Søfarerens tid. Hér i de smalle, krogede stræder med sine buegange og trapper lever eventyret endnu. Man kan lade sig blive ganske borte og trave rundt i timevis på udkig efter endnu en gådefuld smøge, endnu en kakkelbesat mur, endnu et udtryk for smukt forfald. Højt oppe blafrer vasketøjet, fødderne må træde varsomt på de ujævne fliser.
Ved den engang så driftige havn, Cais de Ribeira, for enden af den gamle købmandsgård Praça de Ribeira, klamrer husene i de smukkeste pastelfarver, pyntet med kakler sig til klipperne og hinanden. Jeg kender en dygtig amatørfotograf med sans for stemninger, der kunne lave mesterværker her! Desværre ikke mig - jeg må nøjes med at knipse snapshots og bevare det hele imit hjerte.
Der er underdejligt, især hvis man lister derned en tidlig morgen inden alle de andre turister. For steder er. Sturlugvis i dén grad plastret til med turistede restauranter, barer, butikker etc. Men Ribeiras stemning har de nu ikke kvalt endnu, og jeg falder da også gerne ind til endnu et glas vihno verde.
