tirsdag den 28. januar 2014

40. Vietnam. Halong-bugten

UNESCO har sat Halong-bugten på deres verdensarvslisten - og med god grund. Smukkere natur findes næppe (undskyld Fyns Hoved - jeg elsker dig jo stadig). Men at komme sejlende i en gammel træ-plimsoller og se utallige kalkstens-øer dukke frem af disen mens solen brød frem, var mageløst!



Godtnok er der lagt grundigt op til turister , men dels er de tilbudte sejlture helt relevante, dels er der blottet for plastik-fantastisk og kulørte lamper. Og endelig er naturen så overvældende at man glemmer alt andet. Derude i bugten kunne man enten kajakke eller lade sig ro rundt i store flettede sivbåde. Jeg delte en båd med en norsk pige og hendes far. Sjovt nok har hun læst i Odense i tre år og kom meget på biblioteket :-) 
At lade sig føre rundt mellem primitive, små husbåde holdt i blåt og turkis, med rovfugle svævende foroven og solglimt på vandet - så føler man sig lidt heldig!

- og rolig som en klippe

Turen bød også på besøg i en stor drypstenshule på en af de større øer, også meget spændende. Især fordi vores søde guide udpegede alle mulige forskellige figurer. Nogen mere indlysende end andre... 
Trods den meget lange køretur - en helt fantastisk dag. Halong-bugten må i Nord-Vietnam være et absolut must


Ingen kommentarer:

Send en kommentar