Jamen saa kom jeg da paa jungletur. Jeg boede lige ved siden af et stort rejseselskab, HAN, saa jeg valgte at koebe min tur gennem dem. Det skulle jeg nok ikke have gjort! Det havde vaeret ligesaa billigt, ligesaa nemt og helt sikkert bedre, hvis jeg havde klaret aerterne selv!
Foerst skulle vi paa elefant-station. Et sted, hvor de opsamler de elefant-babyer der bliver ladt tilbage, naar man tvangsfjerner deres moedre fra opdyrkede omraader. Informativt, ikke alt for turistet og sjovt af fodre "de smaa". Jeg var alene i bussen med to tyske piger, og der fik jeg da lige genoprettet troen paa at rejse alene! De skaendtes saa det foejtede mig om oererne med tyske skaeldsord :-) Og da de endelig holdt op med det, var de negative omkring alt fra chauffoerens koersel til ventetiden derude.
Saa startede den 6 timer lange bustur til Taman Negara, Malaydias stoerste national park med regnskov. Jeg havde laest mig til, at det var svaert at komme frem, at man var noedt til at sejle de sidste 3 timer. No way! Man kue vaelge at sejle, eller koere paa den fine hovedvej! Og hovedkvarteret derinde, som jeg naermest forestillede mig som en ranger-station (man ser vel National Graphic af og til) var simpelthen en turistby med masser af hoteler, flydende restauranter, rejsearrangoerer, blinkende lyskaeder etc. Naa, men der skulle jeg sandelig da heller ikke bo!
Jeg blev koert LANGT tilbage ad hovedvejen og sat af udenfor noget, der lignede en hotelreception, og saa stod jeg saa der, Rie alene i verden! Ikke et oeje nogetsted! Der var en klokke, men den klingede bare hult i tomheden, mens mit forsagte "is anybody here" forsvandt i luften... Efter 1/2 time dukkede endelig en mand op i bil og saa mildest talt forbloeffet ud, da jeg ville tjekke ind, for ikke at tale om, da jeg stak ham min voucher til aftensmad! Naa, jeg fik da en noegle og kunne saa selv finde min bungalow. Heldigvis boede der et venligt hollandsk par ved siden af. Men rent Psyco, ikke? Og hollaenderne rejste naeste morgen! Tilbage var hotelfatter, hans hoejgravide kone, en truntetyk, laekker tumling og en gammel bedstemor. Og altsaa utallige tomme bungalows og store sovedsale. OG aftale med hotelfatter som eneste mulighed for transport de mange kilometre tilbage til byen, hvorfra mine turpakker udgik... Gisp. Men jeg overlevede jo...
Foerst skulle vi paa elefant-station. Et sted, hvor de opsamler de elefant-babyer der bliver ladt tilbage, naar man tvangsfjerner deres moedre fra opdyrkede omraader. Informativt, ikke alt for turistet og sjovt af fodre "de smaa". Jeg var alene i bussen med to tyske piger, og der fik jeg da lige genoprettet troen paa at rejse alene! De skaendtes saa det foejtede mig om oererne med tyske skaeldsord :-) Og da de endelig holdt op med det, var de negative omkring alt fra chauffoerens koersel til ventetiden derude.
Saa startede den 6 timer lange bustur til Taman Negara, Malaydias stoerste national park med regnskov. Jeg havde laest mig til, at det var svaert at komme frem, at man var noedt til at sejle de sidste 3 timer. No way! Man kue vaelge at sejle, eller koere paa den fine hovedvej! Og hovedkvarteret derinde, som jeg naermest forestillede mig som en ranger-station (man ser vel National Graphic af og til) var simpelthen en turistby med masser af hoteler, flydende restauranter, rejsearrangoerer, blinkende lyskaeder etc. Naa, men der skulle jeg sandelig da heller ikke bo!
Jeg blev koert LANGT tilbage ad hovedvejen og sat af udenfor noget, der lignede en hotelreception, og saa stod jeg saa der, Rie alene i verden! Ikke et oeje nogetsted! Der var en klokke, men den klingede bare hult i tomheden, mens mit forsagte "is anybody here" forsvandt i luften... Efter 1/2 time dukkede endelig en mand op i bil og saa mildest talt forbloeffet ud, da jeg ville tjekke ind, for ikke at tale om, da jeg stak ham min voucher til aftensmad! Naa, jeg fik da en noegle og kunne saa selv finde min bungalow. Heldigvis boede der et venligt hollandsk par ved siden af. Men rent Psyco, ikke? Og hollaenderne rejste naeste morgen! Tilbage var hotelfatter, hans hoejgravide kone, en truntetyk, laekker tumling og en gammel bedstemor. Og altsaa utallige tomme bungalows og store sovedsale. OG aftale med hotelfatter som eneste mulighed for transport de mange kilometre tilbage til byen, hvorfra mine turpakker udgik... Gisp. Men jeg overlevede jo...
En sulten elefantbaby kan nemt håndfodres :-)
Smukt babyhår :-)
Alt i fryd og gammen på "hotel Psyco" - også kaldet Chalet Persona
Ingen kommentarer:
Send en kommentar