170. Toscana aug. 2019. Firenze

Når folk har sagt Firenze, har jeg altid mærket et lille misundeligt stik i maven - for dér ville jeg vel nok gerne hen! For det første er hele den historiske bymidte i Firenze at finde på Unesco’s liste over Verdenskulturarv og for det andet ville jeg gerne indlemme dén der overdækkede bro i “min samling af broer”,  der omfatter bl.a. Brooklyn Bridge, Broen over floden Kwai, jernbanebroen i Porto samt adskillige andre. Og nu er jeg her :-) Og dér er den så, Ponte Vecchio, Den gamle Bro.  Malerisk tager den sig helt bestemt ud med sine gamle guldsmede-butikken i blide farver. Den får mig til at tænke på filmen Parfumen - og det er helt forkert, for den foregår i Paris! Helt ærligt er jeg en lille smule skuffet, bare en anelse. Flot at se på, men jeg savner dét imponerede gys, jeg plejer at få over selve dét, at nogen har bygget en bro. Skønheden er ikke helt nok.. Egentlig er jeg mere fascineret af nabobroen mod vest, Ponte Trinita. Den blev oprindeligt bygget i 1567 som den første elliptiske buede bro i brobygningens historie. Jeg finder den påfaldende enkel og smuk, som dens buer genspejler sig i Arno. Den er genopbygget i 1958 af de stumper man kunne finde, efter den blev sprængt under 2. Verdenskrig. Det har tidligere været tradition at se solen gå ned fra de flade toppe af bropillerne, men det er ikke mere tilladt. Jeg ville heller ikke turde kravle derud! Jeg er ikke nem at gøre tilfreds.. Godt jeg kun rejser for mine egen fornøjelses skyld ;-)

Ponte Vecchio set fra Ponte Trinita

Nogle af ‘stærekasserne’ på Ponte Vecchio

Ponte Trinita

Tidligt, tidligt står jeg klar i køen for at bytte min internet-købte billet med en papirbillet til Italiens
fornemste kunstmuseum (skriver de - jeg tænker, at dét i Vatikanet må være ligeså fornemt?) - Uffizierne  
Det har i de seneste år gennemgået en større renovering og udvidelse, så det nu dækker to hele etager i storhertugens gamle administrationskontorer - Medici-familiens overvældende samling af renæssancekunst i flotte omgivelser. Umuligt at overkomme på ét besøg, men spændende at se den store samling af Botticelli’s værker, mest kendt vel billeder af Venus’ fødsel.

Jeg har set det gengivet utallige gange, men ingen gengivelser så smukke og blide som den ægte vare! Det samme gælder hans Foråret.

Desværre var salen med Rafaels værker under restaurering. Jeg har ellers fra Prado-museet en forkærlighed for hans fede basunengle og velnærede kvinder. Til gengæld fik jeg hilst på en anden bekendt, vinens gud Bacchus i Carravagios udgave. Jeg er sikker på , han blinkede til mig og hviskede ‘skål gamle tøs’ ;-)

Palæet er udstyret med en ‘hemmelig’ korridor, der leder direkte til Pitti-palæet å den anden side floden. Der ville jeg gerne have spadserer og kigger på kunst af bl.a. Krøyer og Edvard Munch. Men der er meget begrænset adgang og da i hvert fald kun på dyrt arrangerede gruppe-ture. Så dét fik Besse ikke med. Men hvem har egentlig også lyst til at traske i Hitlers fodspor? Det siges, at fordi Mussolini havde taget ham med på en eksklusiv vandring gennem korridoren i 1938,valgte Hitler at skåne Ponte Vecchio under krigen, som den eneste af Firenzes broer.

Her ses midt i billedet ret tydeligt korridoren, der gjorde det bekvemt - og sikkert - for ‘Medici’erne’ at gå mellem deres palæer på hver side af floden.

Efter 2 1/2 time på kunstmuseum, orkede jeg ikke at besøge Michelangelos verdensberømte statue, David, på hans’ museum. Jeg nøjedes med at se den nøjagtige kopi, der står på dens oprindelige plads udenfor. Man kan sagtens fornemme statuens kvaliteter og beundre, at den er skåret af én stor
marmorblok alligevel. Og skåret godt - han er unægteligt en utroligt flot fyr ;-)

Men så havde ånden også fået sit - nu var det mavens tur! I den fantastiske gamle markedshal - hvor der på hverdage stadig er fødevaremarked  - har man lavet en slags Storms Pakhus i de øvre etager. Altså efter street-food princip.  Men gourmet-streetfood vel at mærke! Sikke lækkerier de diskede op med, og ikke specielt dyrt. Lige et sted at holde frokost!

Således mæt og glad valgte jeg at besøge endnu et marked, denne gang fyld med jalla-jalla-tingeltangel. Hmm, ved nærmere eftertanke nok bedre varer end så mange andre markeder? Men jeg skulle nu ikke handle, jeg skulle besøge Vildsvinet! Allerede H.C. Andersen stiftede bekendtskab med denne broncefigur, og blev så begejstret, at han skrev den ind i et eventyr. Jeg må hjem og genlæse En digters Bazar, for jeg husker ikke historien. Men jeg huskede at gnide svinets tryne - det skulle sikre gensyn med Firenze. Og kan man få en mønt til at falde direkte fra dyrets mund ned i risten nedenunder, bringer det held. Dét kunne jeg...