søndag den 28. august 2016

124. Sicilien. Corso Umberto


Corso Umberto er 'Strøget' i Taormina. De 800 meter er en perlekæde af lækre butikker med alt i mærkevarer, kunst, is, hundedyre delikatesser etc.


Her er døgnet rundt proppet med mennesker.  Nogen går her for at se (mig), andre for at blive set (de andre). Fredag og lørdag er det her, man udfører den meget populære passeggiata: man fremviser det bedste man har, det være sig tøj, smykker, smårollinger..... Jeg har aldrig set så mange stiletter på så ujævne fliser.


Sjovt nok er højhælede træsko-sandaler på mode - det var de også for 40 år siden. Da gled jeg ned ad trappen på et discotek i en af sidegaderne og knækkede hælen på mine....


Taormina er vist det lokale Ærø, altså bryllupsby. I hvert fald har weekenden budt på 4 bryllupper (ingen begravelser) på Corsoen. De tre af dem med cremefarvede VW'er som 'kareter', mindst 2 af slagsen samtidig. 


Derudover alle slags gøgl og tingeltangel. F.ex. en lille, syngende italiener med det vildeste hentehår, jeg nogensinde har set. Han efterlignede kendte sangere, og han gjorde det godt! Lørdag var der kåring af Miss Strandsild. Jeg stillede ikke op, har ingen bikini med...


Og når man bliver træt af menneske-mylderet og alle selfie-stængerne, kan man smutte op ad en snæver trappegade... 


... eller ned ad en. 





Ingen kommentarer:

Send en kommentar