tirsdag den 12. januar 2016

113. Thailand. Missekatte, store missekatte...


Skal - skal ikke...?
Tvivlen går på det berømte Tigertempel, der ligger tæt på Kanchannaburi. Een af mine grunde til at rejse netop hertil, var at besøge templet og klappe de smukke, store missekatte. Der arrangeres ture derud i dele-taxa, hvor man så mod en donation fra 120 kr og opad kommer ind at se tigrene gå løse rundt og får mulighed for at komme helt tæt på, så man kan klappe og fotografere dem. Eller noget dyrere: bade, fodre, nusse med dem. 


Nu er der mange holdninger til dyrevelfærd og kommerciel udnyttelse af vilde dyr, men klosteret siges at være opstået, da en meget dyrevenlig abbed begyndte at tage sig af tigerunger, hvis mødte var blevet dræbt af krybskytter. Det lyder vel fornuftigt nok? 

Det siges også, at donationerne udover at drive stedet, bruges til arbejdet med at bevare de vilde tigre i Thailand. Altså ren dyrevelfærd!

Så jeg traf valget, købte billet og sørgede for fuldt opladet kamera-batteri og kravlede ombord i taxaen til festligt selskab af et par unge belgiere og en anden Besse fra Baskerlandet. 


Men..... Jeg gik ikke ind!  For den anden side af sagen er den artikel, jeg googlede i morges. Hvor een af verdens førende dyreorganisationer anklager templet for rent fup og fidus! De anklages for at opkøbe tigre illegalt, avle tigre illegalt. De anklages for at have langt flere tigre end de 17, de markedsfører og dyrene siges at leve under jammerlige forhold. Og organisationen hævder at have beviser for det hele! Jamen, hvad skal man så tro på?

Nu ved jeg godt, at een forvirret turist, der demonstrativt bliver udenfor porten, hverken gør fra eller til i det spil.  Men jeg har bare mistet lysten til at støtte foretagendet overhovedet. Så jeg overfører beløbet til 'sikker' dyrevelfærd - og fortryder sikkert bagefter at jeg aldrig fik klappet en tiger!

Men jeg ved da heller ikke med rejse-forsikringen, hvis jeg bliver ædt af en tiger - mere eller mindre frivilligt....? 

Så I får ikke et billede af Besse med tiger, men må nøjes med hotellets kat - hvis jeg kan finde den! Det er i øvrigt den første siameser-kat, jeg har set her i Siam. Underligt egentlig, her er da ellers katte nok! Hmm, har for den sags skyld heller ingen siamesiske tvillinger set....


1 kommentar: