177. USA okt. 2019.Dyt-dyt

Maine - fyrretræs- og ferielandet. 

Nu har jeg efterhånden rejst en del på egen hånd og altid klaret mig udmærket med kollektive trafikformer fra tog til tuk-tuk’er og mc-bagsæder. Men skulle jeg for alvor opleve New Englands natur i skove og ved kyster, skulle der ligesom noget egentransport indover. Og “alle” lejer jo biler på USA-rejser. Det måtte være løsningen! Ingen planer om at køre ret langt, det handlede mest om fleksibiliteten! Hjemmefra stod valget mellem en nuttet Fiat 500 og en mellemstor Mitsubitchi. Sidstnævnte vandt, fordi jeg godt vil gennem nationalparken White Mountains, og det lyder som om, en smule mere motorkraft ville være godt...

Så stod jeg dér i Portland Jetport med mit spritnye internationale kørekort og Master-card’et. På et splitsekund holdt jeg bilnøglen i hånden med besked om, at bilen stod klar ude ved rampen. Jamen-jamen - lidt hjælp tak! Jeg har måske kørt 200 km med automatgear, såe... og da vi så kom derud, stod der ikke en mellemklasse Mitsubichi , men en Toyota SUV  XLE AWD - efter Rasmus’ udsagn én af verdens mest solgte SUV’er. Hjælp - seriøst: HJÆLP! Damen syntes jo bare, jeg skulle være lykkelig over opgraderingen.... Og det var så dén eller ingen!

Nå, så afsted.. Lys indstillet på automatik, A/C ligeså. Blinklys og viskere logiske nok at betjene, sidespejle nemme nok og dækslet til tanken også dukket op. Men hvorfor fa’en kan jeg ikke sætte den i bakgear, der på den øde p-plads, der skulle agere kravlegård? Nåh, fordi man skal træde på bremsepedalen for at ændre gear-instilling! Og vel hjemme hos Jennifer - umuligt at låse alle fire døre samtidig! Dét kunne en sms fra Rasmus så løse - stå ikke lige ved siden af døren med nøglen, når du prøver at låse... Men jeg fik da smidt øsen pænt ved kantstenen i første hug - og opdagede parkerings-markeringer på skærmen. Så mangler jeg vist kun at gennemskue åbning af soltaget - og fartpiloten!

Første dag on the route har vel kørt et par hundrede kilometer på tælleren. Jeg er ikke sikker, for her tælles jo ikke i kilometre men miles. Lidt forvirrende, men så pyt da! Forvirrende er også de amerikanske færdselsregler. Jeg synes selv, jeg kører nogenlunde hensynsfuldt, men her holdes tilbage for hver eneste fodgænger, hver eneste skolebus etc. Derudover må der overhales indenom på motorvejen og vigepligterne er erstattet af et mærkeligt systen med at dén, der først holder stille ved et fler-vejs-sammenløb også må køre først frem..! Men med opmærksomheden helt i top og forsigtighed går det fint! Her køres som sagt hensynsfuldt og ikke ret stærkt. Desværre har jeg ikke lige fundet ud af fartpiloten endnu. Men i morgen..!

Jeg er faktisk blevet rigtig gode venner med  The Moose, bilen. Det hedder den, fordi jeg gerne vil se en elg. Og venskabet omfatter også Viola, stemmen på mobilens GPS. Når mobilen er sat til opladning i bilen og jeg ellers tager min hørelse på, kan jeg rent faktisk høre, hvad Viola-stemmen siger! U-undværlig hjælp, uden den havde jeg ikke klaret dagens ture på både små og store veje. At hun så er endnu ringere til at tale engelsk end mig, tilgiver jeg gerne! Dét her køren bil er altså ikke så ringe endda. At jeg så fiser en del fossile brændstoffer lige op i den klare luft kun for sjov, må jeg også sige pyt til..!

176. USA okt. 2019. Hummer-fangst

Kysten langs Maine er ét af verdens største hummer-spisekamre. Omend det ikke er så u-udtømmeligt, som man nok tænkte, dengang der var så mange fangstdyr, at tjenestefolk fik skrevet ind i deres kontrakt, hvor tit de behøvede at “nøjes med hummer” til måltiderne. Og fangerne i fængslerne måtte finde sig i at være på vand & hummer.

Dengang var hummer-fiskeri det vigtigste erhverv langs kysten, hvor der opstod utallige små fiskeri-samfund. Maine er stadig storleverandør af hummere, og fiskeriet lokker mange turister til.
I Portland og omegn - sikkert hele vejen op til Canadas grænse - tilbydes korte ture ud på hummerfiskeri. Her i Portland er Lucky Catch den store turistmagnet. For kr 250,-  kan man komme med på hummerfangst kombineret med enten sæl-kikkeri eller fyrtårns-ditto. Ikke nok med dét - man kan købe fangsten til dagspris - og mangler man køkkenfaciliteter, kan man få kræet kogt og serveret på den nærmeste restaurant til en overkommelig pris! Sådan en tur er da lige noget for Besse - man ER vel turist..? Når ellers det ikke stormer nok til en aflysning, som det gjorde i går. Klart og solrigt er det - i blæsten føles de 12 grader hundekoldt!

Den stolte skude Lucky Catch

Ét af havnens fyrtårne

Præcis til tiden myldrede vi 12-14 hummerfiskere in spe ombord og blev modtaget af det tre mand store, veloplagte mandskab. Og så gik det i rask fart ud langs Long Wharf, ud mellem øerne. 

Så blev alle behørigt klædt på til opgaven!

Alle blev iført store gummi-forklæder og -handsker - men ingen redningsveste! Dog blev det omhyggeligt anvist hvor de var samt givet andre oplysninger om sikkerhed. Også om at holde fingrene for sig selv til man fik anvist what to do. Hummere har nogle imponerende stærke kloer (kløer?), og det viste krabberne sig også at  have! 

Der blev forklaret om tejnernes indretning - i dag er de af kedeligt metal, tidligere langt smukkere af træ. Og så hev skipper ellers tejner ombord. De første kun med krabber, men så var der gevinst!

Skipper ombord, ligner da også et ‘lucky catch’ ;-)

Der blev forklaret om forskellige typer hummere, forskellen på dem med hård skal og de bløde. Om farver og størrelser, hummerkøn og fiskeribestemmelser etc. Desværre gik det meste Besses ører forbi i stormens susen og mågernes skrigeri. Men de var dygtige, de unge fiskere!

En pæn repræsentant for hummer-standen

Kønsforskelligheder

Publikum blev inddraget i alle dele af processen. Vi fyldte madding-poser med skidtfisk, pillede krabber ud af tejnerne, satte elastikker om klosaksene, hev tejner ud igen etc. 

Så var der minsandten en hummer i tejnen

Det hele foregik meget pædagogisk og i højt humør. Jeg tror, hummere take-away kostede omkring 17 $ foruden ét eller andet til restauranten for tilberedning. Og det er vist meget billigt. Men da spisepladser på restauranten var udendørs og jeg faktisk blev dybt fascineret af de smukke dyr, valgte Besse at falde ind på Gilberts Chowder House til en svingende skude gloende varm clam chowder, en mellemting mellem muslinge-suppe og -stuvning med saltede kiks, fremfor hummer. Et dejligt måltid for en kold og sulten sømand!

Én af de utallige hummer-restauranter ved den gamle havnefront

Det var en rigtig dejlig tur. Turistet? Ja, såmænd. Men også et fint indtryk af det barske erhverv og ikke mindst af den fantastiske kyst! Vil man læse om hummerfiskeri i romanform, vil jeg gerne - meget i tråd ned dagens spisested - slå et slag for Hummerfejden af Elizabeth  Gilbert ;-)

Så gik solen ned over skærgården

Hvis man bare ikke kan få nok af hummer-tejner.. Turisme er nok mere indbringende en fiskeri!

I øvrigt så vi da aldrig mere end én svømmende sæl?! Pyt med det, vi så masser af hummere 

175. USA okt. 2019. Walmart

Et vigtigt punkt på min to-do-liste var et besøg i et Walmart indkøbscenter. Da hummerturen i dag var aflyst, blev det i stedet til en tur udenfor byen til det attråede sted. Med offentlig transport lader meget sig gøre. Og man får sig nogle hyggelige small-talks undervejs. 

Når jeg derhjemme har snakket om at besøge en Walmart-butik, har reaktionen nærmest været:”Hvad vil du dog dér, kan du ikke bare gå i Bilka?” Men da jeg nævnte planen for min søde værtinde, Jennifer, spurgte hun straks, om jeg har set filmen Hvor hjertet er? Og se, det er jo lige dét! Eller rettere sagt har jeg læst Billie Letts roman af samme navn. Den handler om en ung, gravid pige, der bliver efterladt af sin kæreste - i en Walmart-butik! Hér vælger hun at gemme sig og føde sit barn. Og selvom det lyder som fæl socialrealisme, er bogen varm og livsbekræftende og efterlod et dybt indtryk. Så derfor! Og jeg er ret sikker på, at jeg så Novalee smutte i skjul bag en lagerreol!

Derudover købte jeg et par lune natbukser, for sidste nat var på grund af stormen noget kølig. Så nu sidder jeg lunt i min store seng og hygger mig med en stor pose mangefarvet, giftigt-udseende halloween-slik i bedste walmart-kvalitet. Mens regnen igen pisker mod ruderne. 

Senere på turen besøgte jeg andre og endnu større Walmarts. Med endnu større vare-udbud - og endnu større kunder.... Ja, ikke fordi jeg holdt mig tilbage udi usunde indkøb 😳
Jeg kunne få dage til at gå med at snuse op og ned mellem reolerne!

174. USA okt. 2019. Portland, Maine ME

Så blev det første destination - havnebyen Portland et par Greyhound Bus-timer nord for Boston. Rejsen gik fint, men ikke helt uden “udfordringer”. I København var det nemmest at tage metroen til lufthavnen - men lige dén linie var ny for mig - og check-selv-ind maskinen i Kastrup  nægtede at anerkende Portland som by og ikke kun stat. Til gengæld var det nemt at blive lukket ind i USA denne gang - maskinen kunne endda ændre sprog til dansk! Den planlagte taxi til busstationen blev erstattet med en direkte gratis Silverline-bus. OK - så var det også i sidste øjeblik, allersidste..

Men jeg er landet i det mest charmerende 120 år gamle New England hus på en gade fyldt med tilsvarende smukke huse, og træer i glødende farver. Og jeg véd, hvor kaffedåsen står - det bliver godt det her!    

Dét her er “mit” hus - 120 Pleasant Avenue. 

Og de næste er andre huse i my neighborhood, Deering. 

                                                                   

Derhjemme står Odense i uhyggen og magiens tegn netop nu, hvor der er Magiske Dage. Det mest uhyggelige ved Portland er, at det er Stephen Kings fødeby. Han er forlængst flyttet op til Bangor, men hans bøger foregår mest i Maine med tydelige sted-angivelser. Jeg har valgt én af hans bøger, Knogler, som ferielæsning, selvom jeg stoppede med at læse ham for mange år siden. Om det så er klogt at genoptage netop hans forfatterskab med en bog, der foregår i de dybe Maine-skove, når det er præcis dér, jeg planlægger at køre hen næste uge, må tiden vise!
Angående uhygge sås det tydeligt fra bussen i går, at det er et land, der seriøst gør noget ud af Halloween, så måske byder Portland på mere uhygge end som fødeby for King?
                                                                       

Der var købt billet til hummer-fiskeri i dag, men turen er aflyst p.g.a. storm. Vi er ved kanten af Atlanterhavet ud mod Casco-bugten. Her er stormvejr lidt mere end en fis i en hornlygte. Måske i morgen...

Dagen er sluttet med en lang gåtur i det smukke kvarter. Der frådses ikke med gadebelysning, skulle jeg hilse og sige! På én måde tager de gamle huse sig meget hyggelige ud i mørket - og så alligevel U-hyggelige! Jeg forstår godt, om én og anden unge får mavekneb til Halloween.. I øvrigt er det ene hjørne af mit værelse ligesom skåret af og med en låst dør. Udefra er der hverken vinduer eller andet at se. Ingen Stephen King til mig i aften!

173. USA. okt. 2019. USA - here I come 😄

Så er backpack’en minsandten pakket og klar til afgang efter 2 1/2 år på loftet!  Turen går til New England primært for at se løvfald. Men hvorfor rejse den lange vej for at se visne blade, når vi nu har så kønne skove herhjemme? Tjah.. nu har vi da i hvertfald ikke specielt mange ahorntræer, og USA’s nordligste stater op mod den canadiske grænse er specielt kendt for deres smukke løvfald. Så hvorfor ikke?  Og så kan jeg samtidig få fulgt op på dén nysgerrighed adskillige romaner og film fra området har efterladt. Jeg kan få set fyrtårne langs Maines kyst, hummerfisker-byer og overdækkede broer - omend dén i Madison County er laaangt væk! Dertil forhåbentlig masser af smuk natur og amerikansk hverdagsliv i et andet gear end dét i New York og Washington. Og så er der hummeren, ahornsiruppen og alle æblerne
.
14 dage i staterne Maine, New Hampshire og måske Vermont. I hvert fald Massachusetts, for jeg flyver til og fra Boston.  Barren er sat relativt lavt, selvom jeg for første gang skal prøve at leje bil godt halvdelen af tiden. Men de lagte planer er hele tiden åbne for ændringer, så jeg kan trække snuden lidt tilbage, hvis backpacker-modet skulle være lidt rustent.  For eksempel er der en nationalpark ved navn White Mountains, hvor jeg bl.a.  planlægger at se visne blade i massevis. Men HAR jeg nu faktisk mod på at krydse gennem områdets bjerge, alene i bil? Hvad nu, hvis jeg møder en elg? Eller en sort bjørn? Eller bare en stigning eller nogle sving, jeg synes er ‘for meget’? Ja, så vender jeg bare om! Det skal ingen skår slå i dén succes, at jeg er på farten igen. Der er ingen bånd, der binder mig :-)