tirsdag den 29. august 2017

152. Ries danske Verdensarv-kanon. Christiansfeld.

I april lykkedes det mig at se 6 af Sri Lankas 8 punkter på UNESCO's liste over verdenskulturarv. Men jeg har egentlig aldrig rigtig tænkt på Danmarks egne punkter på listen - og vi har endda hele 7! De 6 af dem har jeg faktisk besøgt, men uden at være opmærksom på "æren". Så i år skal det være! 

Første punkt blev Christiansfeld syd for Kolding. For de fleste - i hvert fald mig - mest kendt for sine honningkager?


De er også lækre! 

Klokken 11 startede rundvisning i byen med udgang fra turistinformationen. Dagens guide var 87-årigt Lorenz - men tro nu ikke, at hans alder gjorde det til en langsommelig affære! Den gode mand speed-snakkede og spænede rundt i byen i godt 1 1/2 time. Og hvilken historie! 


Anlægget af Christiansfeld startede i 1773, hvor "den gale konge", Christian VII regerede i Danmark godt hjulpet af sin foretagsomme kabinetsminister Struense.  Jeg må hellere gense filmen "En kongelig affære", hvor den herres foretagsomhed, ikke mindst hvad dronningen Caroline Mathilde angår, beskrives....
 Men han havde øje for handel, håndværk og industri og tilskyndede kongen til at tillade de dygtige, tyske herrnhutter, der gerne ville anlægge en menighedsby i Danmark, at anlægge den lige nord for den daværende grænse. Valget faldt på godset Tyrstrupgårds jorder. I 1772 underskrev Christian VII bevillingen, der bl.a. omfattede 10 års skattefrihed, religionsfrihed, toldfrihed samt en række andre fordele. 

Herrnhutterne, på dansk Brødremenigheden, er en kristen menighed, der byggede en række byer - 29 i alt - verden over. Byer der var tilpasset deres særlige religions-udøvelse og alle efter helt samme byplan, således også byen på Christians mark - Christiansfeld. Alle byer blev opført i et rektangel på præcis 20 hektar. Stilen var gennemført ens, men husene meget forskellige, med store variationer i f.ex. døre, trapper og gelændere. Der blev tænkt gennemført rationelt og praktisk, men også med stor sans for at behage synet.  I Christiansfeld var 39 af husene allerede før UNESCO-udnævnelsen fredede og meget velholdte. 


Deres byer er "kønsopdelte" i søstre- og brødrehuse. Desuden delt i en kirkelig og en verdslig del. Fixpunkterne i deres udøvelse af kristendommen er Morgenstjernen og Genopstandelsen, symboliseret ved den gule farve på Jesu ligklæde. Derfor er alle husene gule! 


- teoretisk i hvert fald. 

Byen består af to parallelle gader med kirkepladsen i midten. Selve kirkesalen er enkel, men meget smuk, uden alter eller distraherende udsmykning. Væggene er hvide og gulvet sandstrøede planker. Salen i Christiansfeld er Danmarks største kirkesal uden bærende søjler. Og indrettet meget anderledes end en dansk folkekirke, idet den er tilpasset deres særlige liturgi og udførelse af de hellige sakramenter. Bl.a. er deres begravelsesritual og kirkegård meget anderledes. 


Kirkegården, Gudsager, blev anlagt meget tidligt i byens historie og den første gravsten ligger der stadig som nr. 1 i en fortløbende nummerering. Menigheden opbevarer levneds-beskrivelser over hver eneste afdød. Tænk lige, en lokalhistorisk guldgrube!



Hele denne by regnes for den bedst bevarede af alle de byer, Brødremenigheden lod opføre. Og derfor kom den i 2014 på UNESCO's liste.

Bygningerne ejes af menigheden, der i hele Danmark kun tæller knap 400 medlemmer, og optagelse på listen forpligter til restaurering og vedligeholdelse. Heldigvis gik Mærsk Møllers Almenfond ind i projektet med den nette sum af 60 millioner kr! Og en gennemgribende renovering er nu ved at være slut, så hele byen fremstår på smukkeste vis med Søstrehuset som samlende kulturcenter med bl.a. museum, musikskole og turistinformation. 

På vejen rundt i byen fortalte Lorenz levende om hele Brødremenighedens historie, men også om den rolle byen har spillet i Danmarks historie. Byens hotel har f.ex. dannet ramme om adskillige regenters besøg. 


Og det var her, lige udenfor byen ved den gamle grænsekro, at Christian X i 1920 mødte befolkningen i fejring af genforeningen. 


 
Man fornemmer tydeligt historiens vingeslag. Og bliver suset for kraftig er det godt at søge ro lidt udenfor byen, hvor en from kammerherreinde i slutningen af 1700-tallet lod anlægge et lille anlæg, kaldet "Mine tanker" - i dag Christinero. Hun havde nok også sit at tænke på, da hendes mand siges at have været i dén grad udsvævende. Anlægget ejes af Brødremenigheden og er en lille, romantisk perle, ikke helt ulig haven ved Hofmansgave - hengemt, lidt forfalden og  tilgroet. 




På hjemvejen syntes jeg, det var meget passende at afslutte al historien med en visit på Skamlingsbanken. Der er stadig en vidunder udsigt!



Ingen kommentarer:

Send en kommentar