Set hjemme fra Mettes stue ser Lille Malene ikke så voldsomt ud, og det er da også kun 450 meter højt mod Store Malenes 770 meter.
Vejret var tindrende flot fra morgenstunden, sol og vindstille, så at klatre derop lignede piece of cake....
Vi startede med at trave ud forbi lufthavnen ca. en time hjemmefra for at starte "opstigningen" langs skiliften der. Turen deropad startede i fin-fin form, men undervejs begyndte besse da ret hurtigt at stønne en del! Det er altså ret stejlt... Nogen steder sne, nogen steder mudret og hist og pist rislende smeltevand. Nemmest at forcere egentlig de rene klippeflader. Endnu engang hurra for mine gode vandrestøvler!
Nuuk helt ude til venstre :-)

Mette i førerfeltet foran Nuuks vartegn, Sermitsiac, der ligger som en ø i fjorden.
Og endelig er vi fremme,
endelig er vi fremme :-)
Turen var helt ærligt ikke så anstrengende og bestemt hvert eneste skridt værd! Udsigterne blev flottere og flottere deropad, fjorden foldede sig ud dernede og Nuuk blev synlig i fuld udstrækning.
- og hvad står der så lige på den fancy kaffe-brygger?
Lidt kongelig
har man vel lov at være?
Det er
sommer! Og fuglene sang.
Mette har taget turen for 14 dage siden og kunne knap kende stedet nu, hvor sneen er omtrent smeltet. Men nogen steder er der stadig en del. Grønlænderne har jo nok et helt konkret ord for netop den type sne - for mig er det mest bare "glat" eller "ikke-bærende" :-)
Foruden knap en times gåtur derud, tog opturen omtrent en time, nedturen ca. 40 minutter. Og så havde vi endda overskud til at
gå helt hjem, selvom vi kunne have taget bussen fra lufthavnen!
Alt i alt en fantastisk naturoplevelse og noget af det, jeg havde drømt om at opleve. Mette har været på Store Malene også, men dagens udfordring var præcis passende til besse!
Store Malene set fra stuen.
Rislende smeltevand.
Lufthavnen ved starten på opstigningen.