Efter det udbytterige besøg på gedefarmen gik turen videre til næste overnatningssted lidt op ad kysten nord for Portland. Kysten her beskrives som "scenic", altså lige hvad jeg kører efter. Specielt skulle den lille havneby Boothbay Harbor, godt gemt af vejen i skærgården, være værd at besøge. Så dér bragte Moose og Viola mig hen. Eller i nærheden af i hvert fald. Den lille by er omgivet af utallige feriehuse, nogle mere øde beliggende end andre.. Og mit logi var godtnok kun 5 miles fra havnebyen - men laaaangt ude på landet og ret øde. Uden Viola havde jeg nok aldrig fundet det!
Boligen var booket via air-bnb og ejeren havde flere gange skrevet, at hun ville være i huset ved ankomst. Men om eftermiddagen kom der besked, at hun alligevel var taget afsted. Jeg skulle bare gå ind ad bagdøren, der stod ulåst og så ville der ligge en nøgle på køkkenbordet. Hmm, nu er jeg vel ikke af den mest ængstelige slags, men i tusmørke at gå alene ind i tomme, ulåste huse i øde sommerhusområder
er grænseoverskridende! Husk lige, at jeg er i Stephen King-land! Huset var stort, isnende koldt og tydeligvis ikke beboet. Og værst af alt - voldsomt stinkende af kattepis! Nå godt så, hvad gør en træt backpacker så? Leder efter varmen - forgæves. Leder efter microvn og kogekande - med held. Så kunne jeg da varme min dåse-clamchowder og få kaffe. Og sengen var heldigvis pænt opredt og mit værelse uden kattestank, skønt iskoldt. Jeg må indrømme, at første nat tog jeg et tomt marmeladeglas med op som nød-potte - gå ned i det store, tomme hus i nattens løb, ville jeg ikke risikere.. Der var ingen nøgle i værelses-døren, så jeg satte en stol under håndtaget. Og sov så i øvrigt fortrinligt hele
natten!
Næste morgen så alting meget mere indbydende ud! Verden var dækket af rimfrost og himlen tindrende blå - så iført pyjamas, dunvest og madame´s sutsko tøffede jeg rundt i haven, med mit kaffekrus i hånden, og ledte efter spor af vaskebjørne. For dernæst at køre ind til selve Bootbay Harbor til en ordentlig omgang amerikansk morgenmad med hele svineriet. Og byen skuffede bestemt ikke - postkortsmuk og meget charmerende, omend det meste ved at lukke ned efter sæsonen. Til gengæld var det med garanti nemmere at finde en p-plads end i højsæsonen.
Midt på dagen tog jeg en dejlig sejltur fra havnen for at se fyrtårne og fik en god lang snak med billetsælgeren, der som ung var kommet som turist til byen fra Irland for 30 år siden - og aldrig var kommet videre..
Hun anbefalede at køre ud til et smukt beliggende fyrtårn med museum og adgang til tårnet. Ikke så langt væk i fugleflugtslinie, lidt længere for Moose og mig hele vejen op langs kysten, over broen og nedad igen. Men selve turen var fantastisk - øde, barsk og vidunderligt smuk. Mere om fyrtårnet i et senere afsnit om fyrtårne ;-)
Boothbay Harbor har fuldt ud opfyldt mine forventninger til både øde kyststrækning og idylliske hummer-fiskerbyer.
